Danish Touringcar Challenge   02/09/03

I dag for tre år siden
Den 2. september 2000 fik Team Brask sin første sejr
Lars-Christian Brask var med ved ringside, da man i dag for tre år siden kørte femte afdeling af 2000-udgaven af DTC-serien på Jyllands-Ringen. Og glæden hos Lars-Christian Brask var enorm. For første gang nogensinde lykkedes det nemlig én af de gule biler fra Team Brask at komme først i mål.

I teamets debutsæson i DTC bestod Team Brask af Carsten Levaeu, København, Gunnar Kristensen, Klampenborg, og Klaus Madsen, Vallensbæk, og det var netop sidstnævnte kører, der havde fundet topformen frem til Grand Prix Danmark. I finalen var der ingen, som kunne stoppe den tidligere Citroën Saxo Cup-kører, der førte samtlige 20 omgange.

Sejren i pre-finalen blev Klaus Madsen også efterfølgende tildelt, selv om han ikke havde ført én eneste omgang her. Det havde i stedet Jason Watt, Herlev, men da Peugeot-kørerens team efterfølgende valgte at frafalde en anke, der havde givet ham opsættende virkning til at deltage i løbet, kostede det ham også den første placering i pre-finalen, som så i stedet gik til Klaus Madsen.

Udover den flotte indsats for Team Brask vil den 2. september 2000 i DTC-sammenhæng også blive husket som den dag, hvor Mike Legarth, Vamdrup, satte sin første og hidtil eneste pole position i Danish Touringcar Championship.

dtc-net.dk


Læs mere om:
  • Lars-Christian Brask
  • Team Brask

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk