Radical Cup Europe   18/04/26

STEP Motorsport fik Dannebrog til vejrs på Spa-Francorchamps
Radical Cup EuropeDet vestjyske team tog sin første internationale løbssejr da Sebastian Schou og Morten Strømsted kom først over stregen i Radical Cup Europe.

Efter sæsonpremieren på Mugello i Italien, hvor en god indsats kun delvis gav det ønskede resultat, var alle sejl sat ind for at komme stærkere gennem den belgiske afdeling af mesterskabet.

Det skulle vise sig at være indsatsen værd.. Efter tekniske problemer i tidtagningen startede Morten Strømsted fredagens løb og kørte sig fra 13. pladsen til 8. pladsen, inden et perfekt timet pitstop gav den danske duo en massiv fordel i forhold til konkurrenterne. Dermed kunne Sebastian Schou med højt, stabilt tempo køre sin halvdel af løbet i front - og tage den vigtige, første sejr til sig selv og teamet.

I lørdagens løb var heldet ikke på samme måde med danskerne, som denne gang tabte tid på safety car-perioder og kun kunne avancere en enkelt placering fra tiende- til niendepladsen. Til gengæld var flere af mesterskabskonkurrenterne ramt af uheld, så den solide pointhøst har bragt Schou og Strømsted frem på andenpladsen i det samlede mesterskab; blot 13 point er der op til den førende i mesterskabet.

Sebastian Schou:
“Denne weekend har været en meget særlig oplevelse. Jeg har altid drømt om at køre på Spa, som bare er en legendarisk racerbane - og at tage min første europæiske sejr hernede kommer jeg nok aldrig til at glemme. Morten lavede et virkelig godt stykke arbejde i sit stint, og med den helt rigtige beslutning om at lave kørerskiftet på det tidspunkt var min opgave helt simpelt at køre hurtigt og stabilt for at sikre sejren. Det har på alle måder været en god weekend, og jeg synes at vi som team at vist hvad vi er i stand til.”

Morten Strømsted:
“Vi havde lidt tekniske finurligheder i kvalifikationen, og det kostede på startplaceringerne. Så at det lykkedes os med perfekt timing og et virkelig stærkt stint fra Seb - han har aldrig kørt på banen før vi kom herned - at tage en sejr, det er over al forventning. Teamet ramte det helt perfekte setup, som både Seb og jeg kunne udnytte maksimalt, og så var heldet med os denne gang. Det var en virkelig fed oplevelse at se alting gå op i en højere enhed.”

Næste afdeling af Radical Cup Europe køres på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig den 5-7. juni

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • Morten Strømsted
  • Sebastian Schou
  • STEP Motorsport
  • Spa-Francorchamps
  • 19/04/26 - Spa-Francorchamps - Radical Cup Europe

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde