Porsche Sprint Challenge Scandinavia   01/07/25

Mikkel O. Pedersen: ”En fantastisk weekend for vores team.”
Det danske racerteam satte tempoet i Porsche Sprint Challenge Scandinavia på hjemmebane.

Weekendens Porsche Festival på FDM Jyllandsringen blev på alle måder en succes for Mikkel O. Pedersen Racing, der for første – og eneste – gang i år var på hjemmebane i Porsche Sprint Challenge Scandinavia.


Der var stor glæde i Mikkel O, Pedersen Racing efter weekendens løb
(Foto: Andreas Nygaard - Nygaard Lens)

”Det var en fantastisk weekend for vores team. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at det ville ende så godt,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Vores kørere og mekanikere havde forberedt sig til denne her weekend, og jeg var overbevist om, at Lærke, Kasper og Klaus ville gøre det godt på hjemmebane.”

Men Lærke Rønn, Kasper Søholm og Klaus Hansen havde på FDM Jyllandsringen en ny teamkammerat. Det var 19-årige Conrad Leveau, der hidtil har deltaget i den danske Super GT-klasse.

”Conrad kom bare ind i teamet. Han blev en del af fællesskabet og kørte fra alt og alle,” siger teamchefen. ”Da Conrad var ny i klassen, havde han også nye dæk til træningen, men han blev ved med at holde kadencen i tidtagningen, hvor han tog to pole positions og vandt begge løb. Stort tillykke til Conrad, men også stor ros til teamets mekanikere, som hjalp ham og gjorde denne flotte debut mulig.”

Mikkel O. Pedersen har også store roser til teamets tre andre kørere.

”Lærke forsvarede sin mesterskabsføring i Porsche Sprint Challenge Scandinavia efter to hårde løb. Hun viste virkelig sin styrke og sit gå-på-mod. I det første løb røg hun af banen efter nærkontakt med en konkurrent. I det andet fik hun en dårlig start. Alligevel kæmpede hun sig hver gang tilbage i rækkerne,” siger han.

”Blandt Masters-kørerne var Kasper Søholm stærkt kørende i weekenden. Ikke blot fastholdt han sin føring i Masters-klassen, men fastholdt også sin tredjeplads generelt. Klaus Hansen havde også en god weekend, og det er fantastisk at se den udvikling, der er sket for Kasper og Klaus. De startede med at deltage i trackdays, og nu kæmper de med i et af de hårdeste mesterskaber i Norden.”

Selv om næste afdeling af Porsche Sprint Challegne Scandinavia først finder sted i midten af august på den klassiske svenske bane Gelleråsen, er der ikke dømt sommerpause hos Mikkel O. Pedersen.

”Efter at have 200 sponsorer og gæster forbi ved Porsche Festival på FDM Jyllandsringen, er vi nu i fuld gang på Spa-banen i Belgien,” fortæller Mikkel O. Pedersen over mobiltelefonen. ”Tirsdag og onsdag afvikler vi to trackdays på Formel 1-banen, hvor 30 gæster er til stede. De skal have en god oplevelse i deres biler på den krævende racerbane, inden vi i starten af august skal i gang igen. Med trackdays, løb i Sprint Challenge og i Danish Endurance Championship.”

“Og ja, så skal jeg i den sidste weekend af august igen selv sætte mig bag rettet af Dinamic Motorsports Porsche 911 GT3 R for at deltage i GT World Challenge Europe-løbet på Nürburgring.”

www.mikkelopedersen.com


Læs mere om:
  • Conrad Leveau
  • Kasper Søholm
  • Klaus Hansen
  • Lærke Rønn Sørensen
  • Mikkel O. Pedersen
  • Jyllandsringen
  • 29/06/25 - Jyllandsringen - Porsche Sprint Challenge Scandinavia

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk