Legends Car Cup   29/04/25

Fantastisk sæsonstart for Legend Car-kørerne
Legends Car CupDer blev sat flere rekorder ved weekendens premiere på Padborg Park
Det var med en vis bæven, at deltagerne i Daarbak Redoffice Legend Car Cuppen rullede ind på Padborg Park i weekenden for at deltage i sæsonpremieren for Dekra Danish Supercar League, men frygten blev gjort til skamme.

Alle – hvad enten det var kørerne eller løbsafviklingerne – var opsatte på at sikre en god sæsonstart for klassen, og man kom slet ikke i nærheden af nogle af de startkarambolager, som kunne have afsluttet racerfesten, nærmest inden den var kommet i gang.


Hele tre gange blev et felt på 50 racerbiler sluppet løs ved sæsonpremieren i Daarbak redoffice Legend Car Cuppen på Padborg Park.
(Foto: Stumpphoto)

Indrømmet. Der var til tider lidt trangt på den 2.150 meter lange racerbane. 52 kørere var tilmeldt arrangementet i det sønderjyske, og i alle tre heat kom 50 af dem under starterens kommando. De fleste af dem fik målflaget at se. Således blev hele 47 kørere klassificeret i et af de tre heat, og kun en enkelt gang valgte klassens nye Race Director at indsætte en safety car – noget der i øvrigt først skete mod afslutningen af det tredje og sidste heat, da en række biler stødte sammen.

Som en konsekvens heraf var der masser af godt race gennem hele feltet.


Kampen var som altid tæt gennem hele feltet. Her er det Mikkel Ryberg (21), Marinus Kjær (143) og Mads Scheel (35), som dyster.
(Foto: Stumpphoto)

De seneste par sæsoner har frontkampen været præget af en duel mellem de to fætre Joachim Lee Holmstoel og Kevin Verner Jensen, begge Silkeborg, men mange flere var denne gang med i kampen om podieplaceringerne. 2018-mesteren Michael Søvang Christensen, Grindsted, var til tider flyvende, og selv om han forlod Padborg Park med en anden-, en tredje- og en fjerdeplads, kunne han lige så godt være endt med et sejrstrofæ. Sådan ét fik Mike Mathiesen, Varde, i sit comebackløb i klassen, mens unge Theodor Jensen, Randers, konstant blandede sig i toppen blandt de erfarne kørere.

For første gang siden 2015 er der i Daarbak redoffice Legend Car Cuppen udskrevet et generelt mesterskab for alle i klassen uanset alder eller biltype. Og netop Mike Mathiesen viste med sin løbssejr i weekendens første løb, at man som 46-årig racerkører godt kan vinde i klassen. Vestjyden kæmper også med i Masters-divisionen for de modne deltagere, og her var det Dan Sørensen, Billund, der endte som weekendens triumfator, da han efter to divisionssejre har lagt sig i toppen af Masters-tabellen.

Blandt deltagerne i de fircylindrede racerbiler var Kåre Clemensen, Hirtshals, ganske suveræn. I det første heat havde han 17 sekunders forspring til toeren Noah Jørgensen, Brønderslev, mens han i de to efterfølgende heats sejrede med henholdsvis 16 og fire sekunders forspring til Marcus Kidmose, Vallensbæk.

Daarbak redoffice Legend Car Cup

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 27/04/25 - Padborg Park - Legends Car Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk