Hill Climb   19/11/24

Simon Vallentin skifter over til cross-kart
Debuterer med spanskbygget bil i Hill Climb på Sardinien
Den vestsjællandske rallystjerne Simon Vallentin fra Holbæk er rede til at prøve noget nyt, så i den kommende weekend udskifter han den sædvanlige spurtstærke rallybil Hyundai i20N Rally2 med en spanskbygget cross-kart og debuterer i det internationale hill climb Cronoscalata di Tandalò på Sardinien.


En YaCar 600 består af et gitterchassis i stålrør med 10-tommer hjul ophængt i triangelarme, 2-vejs støddæmpere, krængningsstabilisator, 2-kreds bremser og trækkes af en 600 ccm Yamaha- eller Suzuki motorcykelmotor og 6-trins gearkasse. Minimumsvægten for bil og fører er 400 kg.
(Foto: Cronoscalata di Tandalò)

Han bliver en del af et såkaldt TER Promo Event organiseret af Luca Grilli, der også står bag den internationale TER-rallyturnering, i hvilken Simon Vallentin flere gange har deltaget med succes.

Danskeren får Luca Grillis søn Alessio som teamkollega, mens Grilli senior selv deltager sammen med den erfarne englænder og tredobbelte historiske rallymester Tim Metcalfe.


Simon Vallentin er klar til sin debut i cross-kart, og er opsat på at køre sit bedste for TER-teamet i weekendens hill climb på Sardinien
(Foto: Morten Dam)

Hill climbet - eller bakkeløbet om man vil - køres på en fem kilometer lang grusvej fra byen Budduso til en højtliggende vindmøllepark ved Tandalò; en strækning som også har været benyttet i WRC-rally. Så det er med velberåd i hu, at Grilli senior har sikret den uerfarne Alessio en rutineret makker, nemlig årets Nordiske rallymester Simon Vallentin, der tidligere har gjort sig stærkt gældende i den europæiske TER-turnering og er sluttet som nummer to i juniorklassen i 2017 og som klassevinder i 2022.


YaCar cross-karten er 2600 mm lang, 1600 mm bred, ca. 1400 mmm høj og med mellem 100 og 150 hk har den en vægteffekt, som kan måle sig med en V8-superbil. Yacar 600 bliver noget ganske andet at køre for Simon Vallentin, end han er vant til.
(Foto: Cronoscalata di Tandalò)

Simon Vallentin og Alessio Grilli skal køre i spanskbyggede YaCar cross-karts med 600 ccm motorcykelmotor og baghjulstræk på en strækning, som er både ujævn og snoet som en proptrækker.

- For mig er det en cadeau at blive inviteret til at indgå i TER-teamet. Det bliver mit første race i et kompakt bæst som YaCar 600, og jeg vil naturligvis gøre mit bedste, lyder det fra danskeren før weekendens udfordring.

- Fredag er der fri træning, mens der lørdag køres opvarmning og tre heat på strækningen til Tandalò. Søndag køres yderligere to heat, foruden et finaleheat for vinderne i de fem deltagende vognklasser, og vinderen i det afsluttende Manscione-heat kåres som ”King of Tandalò“, tilføjer Simon Vallentin, som gennem årene har opnået en særlig status i relation til TER-turneringen.

Vallentin Rallysport

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde