Sportscar racing   07/10/24

Oskar Kristensen sikrede podie i stærk Aston Martin-debut
Flot podieresultat til den 18-årige dansker, som debuterede for Aston Martin-teamet Racing Spirit of Léman i sæsonfinalen i det franske GT4-mesterskab.


(Foto: Nico Deumille Photography)

En spontant opstået mulighed for at deltage i sæsonfinalen i det franske GT4-mesterskab på Formel 1-banen Paul Ricard resulterede i årets første pokal til Oskar Kristensen – som sikrede en flot andenplads i dét, der også blev danskeren debut i en Aston Martin.


(Foto: Nico Deumille Photography)

Den 18-årige dansker, som normalt kører for det tyske Porsche-team Allied-Racing i GT4 European Series, stillede op for det schweiziske team Racing Spirit of Léman sammen med franske Baudouin Detout. Kristensen fandt sig hurtigt til rette i bilen og sluttede som hurtigste kører allerede i fredagens indledende træningssession, mens han kvalificerede sig til en andenplads i Silver Cup-klassen til weekendens første 60-minuttersløb.


(Foto: Nico Deumille Photography)

– Jeg fik en god start i første løb, hvor jeg var toer i klassen og syver generelt. Omgang efter omgang kæmpede jeg mig op gennem feltet og sluttede mit stint med at køre i pit som førende i klassen. Min teamkammerat, Baudouin, fortsatte det gode arbejde, og vi sluttede på en stærk andenplads i Silver Cup-klassen, fortæller Oskar Kristensen.


(Foto: Nico Deumille Photography)

– Weekendens andet løb var mere udfordrende, da banen var for våd til slicks og for tør til regnvejrsdæk. Ligesom de fleste andre teams valgte vi regnvejrsdæk, og det blev en hård omgang at komme igennem. Jeg endte med at være syv tiendedele fra podiet og kørte os i mål på en fjerdeplads i Silver Cup-klassen.


(Foto: Nico Deumille Photography)

– Det endte med at blive en fantastisk weekend, og både vi og resten af teamet er enormt glade for min indsats. Jeg har længtes efter det podie hele sæsonen, så det er lidt af en forløsning endelig at kunne få noget metal med hjem!


(Foto: Nico Deumille Photography)

Med sæsonens første pokal i bagagen kan Oskar Kristensen nu se frem til sjette og sidste afdeling af GT4 European Series, som finder sted ved et storstilet finaleevent på Formel 1-banen i Jeddah, Saudi-Arabien, den 29.-30. november.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Oskar Kristensen
  • Paul Ricard

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk