Danish Endurance Championship   05/09/24

Torben Ingerslev blev årets første DEC-mester
DEC - Danish Endurance ChampionshipSelv om der endnu mangler at blive afviklet to afdelinger af årets Danish Endurance Championship, kunne det første team sikre sig ét af de fem divisionsmesterskaber, der er på spil.

Det er Team TWX Biler, som med Torben Ingerslev, Struer, som chauffør, og en Ferrari 488 Challenge Evo som racerbil, scorede så mange point i weekendens løb på Ring Djursland, at man nu ikke længere kan indhentes i division 5 for de hurtigste biler.

”Nu er titlen i hus, men vi er endnu ikke kommet frem til en forklaring på og løsning af de gearkasseproblemer, som opstod ved de foregående DEC-løb på Jyllandsringen,” fortæller Torben Ingerslev. ”Elektronikken i gearkassen vil fortsat kun tillade, at jeg bruger 1., 3., 5., og 7. gear i bilen, og når jeg skifter, er den noget tøvende. Så jeg valgte at gennemføre de to løb på Ring Djursland ved blot at anvende 5. gear.”


Torben Ingerslev blev årets første DEC-mester
(Foto: Stumpphoto)

Tæt på en DEC-titel kom Michael Nielsen, Vejle, også efter weekendens løb på Ring Djursland. I sin BMW M4 GT4 blev han udfordret af Peter Henriksen/Mirel Lovic, Viby Sj./Sorø, i Cupra TCR, men han kunne score sæsonens maksimumscore, så han reelt blot behøver at blive næstbedst i en tidtagning ved næste DEC-runde for igen at kunne kalde sig DEC-mester.

Til gengæld er kampen om mesterskabet i DEC-division 3 ikke bare fortsat åbent. Den er også blevet endnu mere tæt. Før løbsweekenden på Ring Djursland var de fire topteams adskilt af 42 point. Nu er der bare 33 point mellem dem, og der resterer endnu 140 point at kæmpe om i sæsonens to sidste afdelinger.

Det 16 point store forspring, Dan Agro Racings Kaare Frogne, Roskilde, havde i toppen af tabellen, er efter to tredjepladser blevet reduceret til blot syv point. En 30-sekunders stop-and-go-straf for påkørsel af en konkurrent satte ham næsten en omgang tilbage i lørdagens løb, mens han i søndagens løb måtte se sig slået af bl.a. Storm Development-duoen Stefan Lorentzen/Niels Nyboe, Aarhus/Ringe, som med en sejr i den røde Audi RS3 LMS TCR rykkede tættere på at overtage førstepladsen.

I DEC-division 1 blev Kevin Rasmussen, Osted, sekunderet af sin søster Michella Rasmussen, Roskilde, på vej mod sejren, mens far-og-søn-teamet Tim og Mikkel Søndergaard, henholdsvis Holbæk og Roskilde, for anden gang i år kunne sikre sig maksimumpoint i DEC-division 2.

Danish Endurance Championship


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 01/09/24 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde