Diverse   04/09/24

DASU Elitenyt
- Casper Nissen vinder RMCET
- COTA-podie til Nicklas Nielsen
- Nicki Thiim på Sachsenring
- Kevin Magnussen henter point på Monza
- Noah Strømsted på Imola i FRECA
- Løb på PFI inden karting-VM


(Foto: HelloFoto)

Siden sidst

Mesterskabssejr til Casper Nissen i RMC Euro Trophy

Lørdag aften kunne Casper Nissen passere målstregen på South Garda Karting som den nye mester i Rotax MAX Challenge Euro Trophy i Junior MAX-klassen.

Den unge kartingkører har leveret topresultater med det danske team, RS Competition, i alle fire afdelinger af det internationale mesterskab og været inden for top-8 i alle finaler. Tilbage i juni måned vandt Nissen anden afdeling, som fandt sted i Tyskland på Wackersdorf-banen. I weekendens finaleafdeling, på italienske South Garda Karting, sluttede han finalen på en fjerdeplads.

Casper Nissen tager titlen foran hollandske Ties Van Wijk med et hul på 17 point.

Mesterskabssejren giver adgang til Rotax MAX Challenge Grand Finals der køres d. 19. – 26. oktober på Circuito Internazionale di Napoli i Syditalien.

Læs mere & gense weekendens finaler



(Foto: Ferrari Media)

Siden sidst

COTA-podie til Nicklas Nielsen

Sjette afdeling af FIA WEC – Lone Star Le Mans - blev kørt i weekenden på COTA i Austin, Texas. Nicklas Nielsens Ferrari Hypercar 499P #50 startede sekstimersløbet fra en femteplads og sluttede på podiet som treer.

Efter weekendens løb er Nielsen og medkørerne, Fuoco og Molina, nu rykket tættere på den mesterskabsførende Porsche #6 og ligger på en delt andenplads med Toyota #7.

Læs mere & se highlights fra løbet



(Foto: LAT Images)

Siden sidst

Kevin Magnussen henter point på Monza

Kevin Magnussen afsluttede Italiens Grand Prix med point. Magnussen startede løbet på Monza fra en 13. plads og kørte over målstregen som nier efter 53 omgange på den ikoniske, italienske bane. Dog slutter den danske Formel 1-kører løbet på en tiendeplads grundet en 10-seksundersstraf for en sammenkørsel med Pierre Gasly.

Kevin Magnussen har nu opnået 12 strafpoint i løbet af sæsonen, hvilket medfører én løbssuspendering. Han må derfor se sig ude af Aserbajdsjans Grand Prix, som køres d. 15. september.

Se highlights fra løbet



(Foto: ADAC Motorsport)

Det sker

Nicki Thiim på Sachsenring

På Sachsenring skal Nicki Thiim i aktion, når sjette afdeling af DTM køres i weekenden. Thiim kører hos teamet, SSR Performance, i bil #94.

Race 1 køres lørdag kl. 13:30, og Race 2 køres søndag kl. 13:30.

Se DTM live på Viaplay.

Også på Sachsenring skal danske Victor Nielsen køre. Nielsen deltager i el-løbsserien, NXT Gen Cup, hvor han ligger med i toppen af mesterskabet på en andenplads.

Race 1 køres lørdag kl. 12:15, Race 2 køres kl. 17:20, også lørdag, og Race 3 køres søndag kl. 12:15.

Se NXT Gen Cup live på YouTube.



(Foto: Dutch Photo Agency)

Det sker

Noah Strømsted på Imola i FRECA

Efter Formel 3-debutløbet på Monza skal Noah Strømsted tilbage i FRECA-bilen denne weekend. Formula Regional European Championship by Alpine kører på Imola-banen i Italien, hvor syvende afdeling finder sted.

Strømsted har fire afdelinger tilbage af mesterskabet og befinder sig på en ottendeplads i den generelle stilling og en tredjeplads blandt rookierne.

Race 1 køres lørdag kl. 15:25, og Race 2 køres søndag kl. 13:40.

Se FRECA live på Viaplay



(Foto: Tony Kart Racing Team)

Det sker

Løb på PFI inden karting-VM

I næste uge køres FIA Karting World Championship på PF International Kart Circuit i England i klasserne OK og OK Junior. I den forbindelse køres der et ”forberedelsesløb” på banen med en afdeling af Champions of The Future (COTF) denne weekend.

Tre danskere kører med i weekendens løb i England. Marco Garst (kart #47) og Oliver Rasmussen (kart #48) i OK Junior-klassen samt David Walther (kart #265) i OK-klassen.

Finalerne køres søndag fra kl. 13:00.

Se COTF live på YouTube

DASU


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Nicki Thiim
  • Nicklas Nielsen
  • Noah Strømsted
  • Victor T. Nielsen
  • Circuit of the Americas
  • Imola
  • Monza
  • Sachsenring
  • South Garda
  • 01/09/24 - Circuit of the Americas - FIA WEC - FIA VM
  • 01/09/24 - Monza - Formel 1 - FIA F1
  • 08/09/24 - Sachsenring - DTM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde