SuperCup   03/09/24

Begivenhedsrig søndag for Hankook SuperCup
Der skete endnu en gang rigtig meget på Ring Djursland, da Hankook SuperCup afviklede deres 3. løbsweekend i 2024 sæsonen.

Inden weekenden lå Tino Vang Jørgensen i front af det generelle mesterskab, mens henholdsvis Claus Møller Jensen og Jørn Støvring lå i front af Hankook SuperCup 200 og Oldboysmesterskaberne.


Der var virkelig herreræs denne weekend på Ring Djursland, hvor der blev kørt tæt og flot ræs blandt klassens kørere.
(Foto: JJ Media)

Lørdag var en forholdsvis enkel dag for de 8 kørere, som havde taget turen til banen nær Tirstrup.

Jacob Sevel Andersen var tilbage i klassen, efter at have domineret DM1, og han lå fra land i samme stil, denne weekend, med suverænt hurtigste tid af alle, foran Tino Vang Jørgensen og Claus Møller Jensen.

Jeff Nigel Lyngø-Grosen var tilbage på banen i hans VW Polo GTI, efter lidt barselsorlov fra motorsporten, men teknikken drillede på bilen, så den overbremsede på baghjulene, og han endte ufrivilligt i sandkassen – men heldigvis uden nogen skader.

Dan Pedersen havde ellers fin fart i Peugeot 308’eren, indtil en lille del i det forreste hjulophæng knækkede, og han måtte trække ind til siden. Det kunne heldigvis hurtigt fikses – efter en køretur hjem til Brædstrup – og så var han ellers køreklar igen til søndag.


Jeff Nigel Lyngø-Grosen virker bare til at have en sort sky hængende over sig, hvad angår den hvide VW Polo GTI. Vi håber at han kommer stærkt tilbage, når muligheden byder sig.
(Foto: JJ Media)

Søndag skulle blive en travl dag, hvor der først skulle køres 20 minutters tidtagning. Det gik også rigtig godt, og hurtigt for Jacob Sevel Andersen igen, men Tino Vang Jørgensen og Claus Møller Jensen var rykket noget tættere på tidsmæssigt.

Desværre gik vi glip af den allersidste duel på startplaceringer i tidtagningen, da den blev flaget af før tid, da Jeff Nigel Lyngø-Grosen var uheldig at køre af banen, og ramme et autoværn, hvor den så holdt et farligt sted for konkurrenterne. Heldigvis var Jeff ok, og kunne selv stige ud af bilen, men det var det sidste at vi så til ham i denne weekend, og formentlig også i denne sæson, da der kom ret store skader på fronten af raceren.


Der var en fantastisk Oldboys duel mellem Bjarne Haa Rasmussen (265) og Jørn Støvring (007), i meget forskelligt materiel, i form af en Suzuki Swift Sport, og en Renault Clio III.
(Foto: JJ Media)

Det skulle dog ikke blive dagens eneste uheld på Ring Djursland. En kører i en anden klasse havde en endnu voldsommere afkørsel, hvor noget af banens hegn blev beskadiget, og det betød at løbsledelsen valgte at indsætte en permanent gul flagzone på cirka en tredjedel af banen – noget som også skulle ende med at få stor indflydelse på Hankook SuperCup’s weekend.

Jacob Sevel Andersen skød hurtigt af sted, og var slet ikke til at fange for konkurrenterne. Til gengæld havde Claus Møller Jensen og Tino Vang Jørgensen en fantastisk duel, omkring det som på daværende tidspunkt var andenpladsen. Mod slutningen af løbet tabte Tino Vang dog pludselig fart, og tøffede langsomt rundt mod det ternede flag. Det var Dan Pedersen ikke sen til at udnytte, og fik derfor overhalet den orange Seat Leon Supercopa på den allersidste omgang af løbet.

I
Der blev gået til makronerne, da Claus Møller Jensen (245) skulle forsøge at forsvare sig imod de på papiret hurtigere biler. De var også hurtigere, men han lod ikke bare Tino Vang Jørgensen (22) og Jacob Sevel Andersen (666) passere uden kamp.
(Foto: JJ Media)

Claus Møller Jensen var den bedste Hankook SuperCup 200 kører, foran 2020 mesteren Bjarne Haa Rasmussen, samt Jørn Støvring, til trods for en strafbane, da han havde været lidt hurtigere til at slippe koblingen, end de fem røde startlamper gik ud. Bjarne Haa og Jørn Støvring sluttede 1-2 i blandt Oldboyskørerne.

Chris Leonhard var mekanisk uheldig gennem både træning, kvalifikation og heat 1. BMW raceren blev ved med at sætte ud i motoren, efter kun få omgange, De problemer blev så store, at han valgte, ikke engang at stille til start i heat 2, da det med stor sandsynlighed også ville ske for fjerde gang i weekenden. Og så var det bedre at spare på materiellet, og få det lavet rigtigt til det næste løb om mindre end 14 dage.


Desværre endnu en pointløs weekend for Chris Leonhard, som ellers ser ud til at have god fart i BMW’en, så længe at mekanikken vil spille med.
(Foto: JJ Media)

Der blev vendt rundt på startplaceringer i top-8 til heat 2, og det betød at Jørn Støvring startede som etter, foran Bjarne Haa og Tino Vang Jørgensen.

Det blev til en forrygende start for både Tino Vang og ikke mindst Claus Møller Jensen, og de to kørte side om side gennem Sving 1, og der var ikke ret mange millimeter mellem de to biler – men de kom uskadt ud af svinget, og kunne fortsætte kampen.

Jacob Sevel Andersen var også med i topduellen, indtil der desværre var noget knas i den føromtalte gule flagzone, hvor Sevel fik påbegyndt en overhaling af en langsommere bil lidt for tidligt, efter hvad dommerne vurderede – og det kostede en total udelukkelse fra hele weekenden. Dermed blev hans sejr i heat 1 også taget fra ham. En afgørelse som hverken han eller teamet var specielt tilfredse med. På tværs af de deltagende klasser i weekenden, var han dog langt fra den eneste, som blev ramt af netop sådan en dom, men det var kun en ringe trøst, når man kigger på pointregnskabet.

I stedet leverede Tino Vang Jørgensen og Claus Møller Jensen en vild duel omkring sejren i heatet, hvor der blev kørt sidelæns og sene nedbremsninger, og alt andet som hører til sådan en kamp. Men det blev Tino Vang som trak det længste strå, foran Claus Møller, og med Bjarne Haa Rasmussen på P3.

Dermed vandt Claus Møller Jensen også blandt Hankook SuperCup 200 kørerne, foran Bjarne Haa, og Jørn Støvring. Og blandt Oldboyskørerne blev det igen Bjarne Haa foran Jørn Støvring.


Dan Pedersen var hoppet ombord sin Peugeot 308 denne weekend, mens Volvo’en tog en friweekend derhjemme. Den dukker måske op igen senere på året.
(Foto: JJ Media)

I det generelle Hankook SuperCup mesterskab, er Tino Vang Jørgensen stadig i front, med en pæn margin ned til Claus Møller Jensen på andenpladsen, og Dan Pedersen på 3. pladsen.

Claus Møller Jensen er fortsat i føring af Hankook SuperCup 200 mesterskabet, foran Jørn Støvring, og Bjarne Haa Rasmussen.

Jørn Støvring har stadig føringen i Oldboysmesterskabet, men bliver pustet voldsomt i nakken af Bjarne Haa Rasmussen, og med Arne Hansen på tredjepladsen.


Tino Vang Jørgensen er fortsat i front af det generelle mesterskab. Han kan ikke helt snøre sækken ved den næste afdeling på Padborg Park, men hvis han fortsætter samme pointhøst som hidtil i år, bliver det meget meget svært for konkurrenterne at indhente ham i mesterskabet.
(Foto: JJ Media)

Nu har holdene godt halvanden uge, inden trailerne igen skal spændes efter kassevognene, og køre mod Padborg Park, hvor Hankook SuperCup er en af klasserne ved det store Night Race arrangementet.

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 01/09/24 - Ring Djursland - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde