Rally   03/09/24

Simon Vallentin efter Rally Larvik: Det var årets hidtil bedste
Suttede på en generel andenplads efter tæt opgør
Vallentin Rallysport var i aktion i weekendens Rally Larvik, og sluttede efter en hektisk duel på sekunder og brøkdele deraf på en andenplads i generalklassementet. Det var Simon Vallentins første rally i Norge siden hans generelle femteplads i Rally Grimstad i 2011.

Denne gang havde han Line Lykke Jensen som co-driver og de pressede med en vellykket indsats de hurtige norske fartpiloter Frank Tore Larsen, Henning Solberg, Anders Grøndal, Thomas Kvam, Roger Rustand og Joachim Hvaal fra start til mål.


Simon Vallentin og Line Lykke Jensen kørte deres første rally sammen, og fandt hurtigt ind i en god rytme, der førte til en samlet andenplads i Rally Larvik.
(Foto: Morten Dam)

Forlods havde Simon Vallentin fokus på at slutte i toppen af feltet, selvom han hverken jagtede point til det norske rallymesterskab eller Nordic Rally Championship.

- Jeg sigtede på en placering i Top-3, og det lykkedes med en perfekt kombination af teamets professionelle indsats og Lines evne til at time sin levering af de noter, vi havde lavet ved gennemkørsel af rallyets hastighedsprøver. Faktisk fik jeg flere informationer end jeg har været vant til, hvilket bidrog til at give en god ro i flowet, faktisk var det en imponerende indsats, som Line leverede, konstaterede Simon Vallentin efter at være kørt i mål på løbets generelle andenplads.


Team Vallentin Rallysport: Fra venstre Torben Vagn Hansen, Mikkel Nielsen, Line Lykke Jensen, Simon Vallentin, Bo Anders Torslunde, Lonnie Spangenberg og Henrik Andersen - og i midten teamets Hyundai i20N Rally2 fra 2023.
(Foto: Morten Dam)

FIK ET FLOT COMEBACK

For Line Lykke Jensen blev Rally Larvik et flot comeback. Dels banede det vej for hendes første podieplads i et generalklassement, dels var det - bortset fra to ture i en R5-bil - hendes første tur i en Rally2-bil efter at hun og Kim Madsen i april 2021 forulykkede i Rally Himmerland - en afdeling af Dansk Super Rally.


Simon Vallentin og Line lykke Jensen havde et tæt opgør med de to norske fartpiloter Frank Tore Larsen og Henning Solberg. Her er den danske duo på rallyets tredje hastighedsprøve.
(Foto: Morten Dam)

- Jeg fik lidt flashback, da jeg satte mig i co-driverens sæde, og jeg mindes ikke nogensinde at have kørt så stærkt i en rallybil, som vi har gjort her, men vi fik hurtigt etableret et godt flow i samarbejdet, fastslog Line Lykke Jensen, da hun efter sin, Simon Vallentins og hele serviceteamets vellykkede indsats steg ud af Vallentin Rallysports rappe Hyundai i20N Rally2 kun overgået af norske Frank Tore Larsen og Lars-Håkon Lundgreen i en VW Polo GTI R5, og foran Henning Solberg og Ilka Minor i Skoda Fabia RS Rally2. Sidstnævnte havde en afkørsel, da teamet fra Vallentin Rallysport for alvor begyndte at puste dem i nakken, og sluttede på en samlet tredjeplads.


(Foto: Morten Dam)

Der var 47 biler til start i det henved 296 kilometer lange rally på Telemarkens snoede, kurvede og toppede asfaltveje inklusive syv hastighedsprøver på tre strækninger på henholdsvis 4,37 kilometer for den korteste, 7,75 kilometer for den næstlængste og 23.32 kilometer for den længste.


Med fuld gas på den afsluttende hastighedsprøve i Rally Larvik til en generel andenplads.
(Foto: Morten Dam)

FLYVENDE SKOVTUR

- Især den lange Holtebygde-prøve var en udfordring med dens mange sving og toppe inde i skoven. Nogle gange fløj bilen lidt længere end forventet, men vi kom igennem uden problemer, og kørte hele rallyet på det samme sæt dæk, fastslog Simon Vallentin efterfølgende.

Hans valg af relativt hårde RA5-dæk i det varme sommervejr overraskede konkurrenterne, der monterede dæk med væsentligt blødere gummiblanding. Faktisk så meget, at Henning Solberg var forbi Vallentin Rallysport på servicepladsen i Larvik og til sin overraskelse så, at den danske rival kørte på hårde dæk.

På prøve SS5 var Simon og Line 0,4 sekunder hurtigere end Solberg og satte dermed denne under pres i duellen om den generelle andenplads. På SS6 blev alle konkurrenterne sat på plads, da Simon og Line blev noteret for en tid 5,2 sekunder bedre end den nærmeste konkurrent. På alle de øvrige fem prøver fulgte de Frank Tore Larsen og Henning Solberg til dørs, så med fem tredjehurtigste, en næsthurtigst og en bedste tid af alle, kunne den danske duo sikre sig andenpladsen i generalklassementet.


Simon Vallentin og Line lykke Jensen rullede op på målrampen med en generel andenplads i Rally Larvik.
(Foto: Morten Dam)

WEEKEND MED NY UDFORDRING

Selvom Simon Vallentin tidligere på sæsonen var i Belgien og køre Rally Salamandre, og sluttede som totalvinder, vurderer han alligevel Rally Larvik som hans og teamets hidtil bedste indsats og resultat i år.


Simon Vallentin og Line Lykke Jensen sammen med Frank Tore Larsen og Lars-Håkon Lundgreen - Henning Solberg og Ilka Minor var kørt før præmieuddelingen.
(Foto: Morten Dam)

- Vi havde flere kvalificerede konkurrenter i Norge, så derfor anser jeg andenpladsen i Larvik som vort hidtil bedste resultat. Også fordi serviceteamet fik alt til at klappe, som det skulle, tilføjede en yderst tilfreds Simon Vallentin, før han og teamet pakkede sammen og tog hjem for at gøre sig klar til den næste udfordring, som allerede er i denne weekend, nemlig det ADAC Ostsee Rally i Holsten på den anden side af Østersøen. Da bliver det ligesom i Rally Mittelrhein ved Mosel tidligere i år med Karsten Isaksen fra Egtved som co-driver.

Ostsee-rallyet er på 499,3 kilometer inklusive 135,2 kilometer hastighedsprøver fordelt på 12 strækninger, bl.a. på det fra tidligere års dansk-tyske rallyer kendte militære øvelsesterræn Putlos. Rallyet har start og mål på Grömitz Strandpromenade nordøst for Neustadt og tæller bl.a. til det tyske rallymesterskab. Så Vallentin og Isaksen kan forvente kvalificeret konkurrence fra hurtige tyske hold på jagt efter mesterskabspoint.

Vallentin Rallysport, Holbæk

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk