DS3 Cup   01/09/24

DS3 Cup-mesterskabet er fortsat tæt efter Ring Djursland
DS3 CupDer var tæt kamp om placeringerne, da DS3 Cup kørte næstsidste afdeling af mesterskabet i en lettere alternativ løbsweekend på Jyllands næse.

I tidtagningen var Oliver Larsen hurtigste kører foran Jaakko Louhi og Linda Vekka, mens Milan Rytter manglede det sidste og måtte nøjes med fjerde startplacering til første heat.

Søndagen startede med forsinkelser, da oprydningsarbejdet efter en afkørsel i en anden klasse trak ud. Et beskadiget autoværn betød, at begge dagens løb ville have en gulflagszone, hvor løbet skulle være neutraliseret og køres i roligt tempo. En interessant udfordring.

Det første løb fik ikke desto mindre en hidsig start, hvor der i første sving var flere overhalinger. Mathias Klingenberg kom godt fra start og skød frem til tredjepladsen, hvor han straks indledte jagten på Milan Rytter og Oliver Larsen foran. De to finner fik begge en skidt start og måtte bruge heatet på at begrænse skaderne.

I front var det Klingenberg, som præsterede at bruge gulflagszonen til sin fordel, da han lige netop nåede at køre sig forbi de to konkurrenter inden zonen startede. Og da han først var i front, blev der kørt defensivt helt til målstregen.

Tobias Normann forsøgte flere gange at komme forbi Mathias Villadsen, men uden held. Til gengæld præsterede brormand Casper at holde William Schumann bag sig trods flere ihærdige forsøg.

Action var der også i søndagens andet heat, hvor Linda Vekka kom stærkt fra start og tog føringen de første par omgange. Bagfra havde både Milan Rytter, Mathias Klingenberg og Oliver Larsen travlt med at komme frem efter den omvendte startrækkefølge, og i løbet af få omgange måtte den hurtige finne overlade føringen til Oliver Larsen.

Kampen om førstepladsen var alt andet end slut, for Milan Rytter meldte sig også på banen, men måtte alligevel lade Larsen køre, da Klingenberg begyndte at presse på fra tredjepladsen. De to kæmpede helt til målstregen, hvor Rytter med nød og næppe holdt sig foran.

Mathias Villadsen så også ud til at have fart i bilen, men midtvejs i løbet måtte han parkere bilen i pitten efter motorhjelmen fløj op og knuste forruden på hans bil midt på langsiden.

Efter en lidt alternativ weekend på Ring Djursland er mesterskabet fortsat enormt tæt. Finalen køres på FDM Jyllandsringen den 28-29. september.

DS3 Cup

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 01/09/24 - Ring Djursland - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde