GT World Challenge Endurance   29/07/24

Bastian Buus sikrede første GT3-podie på Nürburgring
Stærk weekend for den danske Porsche-kører, som debuterede på GT3-podiet efter et imponerende løb på Nürburgring.


(Foto: SRO Motorsports Group)

'Det blev en god weekend for Bastian Buus og resten af LionSpeed GP, som sluttede på en andenplads i bronzeklassen efter en flot præstation i tredje afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup på Nürburgring. Dermed har danskeren sikret karrierens første GT3-podie – og har således været på podiet i alle sæsoner siden sit skifte fra karting til GT-biler.


(Foto: SRO Motorsports Group)

– Det blev en rigtig god weekend for os. En andenplads i Bronze-klassen med en helt ny bronzekører (Michael Verhagen, red.) i bilen må siges at være positivt, og det lover godt for resten af sæsonen. Samtidig er jeg glad for også at sikre mit første GT3-podie. Generelt har det været en stærk weekend, vi fik ret hurtigt styr på bilens setup og kunne bruge tiden på finjusteringer og på at få kørt vores nye kører i stilling,” lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: SRO Motorsports Group)

21-årige Buus, som i år har taget hul på en flerårig aftale med Porsche Motorsport, leverede selv et stærkt stint i det tre timer lange GT World Challenge-løb. Danskeren overtog holdets Porsche 911 GT3 R på en sjetteplads i Bronze-klassen og kørte sig frem til en andenplads, før han gav rattet videre til tyske Patrick Kolb, som formåede at holde positionen frem til mål.


(Foto: SRO Motorsports Group)

“Jeg er stolt over vores indsats, især efter kvalifikationen, som ikke var imponerende. Jeg missede min bedste tid på grund af track limits, hvorfor vi startede meget langt tilbage i feltet. Set i lyset af dét er det fantastisk at tage et podie med hjem, og det giver os alle et godt boost til næste afdeling.”


(Foto: SRO Motorsports Group)

Fjerde afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup finder sted på italienske Monza den 20.-22. september. Inden da skal Bastian Buus i aktion på Nürburgring Nordschleife, når han den kommende weekend stiller op i fjerde runde af NLS-mesterskabet (Nürburgring Langstrecken Serie) sammen med italienske Dinamic Motorsport.


(Foto: SRO Motorsports Group)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Nürburgring
  • 28/07/24 - Nürburgring - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde