Danish Endurance Championship   26/06/24

Langdistanceløb med mange skæbner
DEC - Danish Endurance ChampionshipHeldet fulgte ikke alle teams i anden runde af Danish Endurance Championship
At tingene ikke altid går som planlagt, var der flere af deltagerne i Danish Endurance Championship, som kunne skrive under på efter weekendens anden mesterskabsrunde på Ring Djursland.

Starten på de timelange løb plejer traditionen tro at foregå uden den store dramatik, for det er velkendt blandt deltagerne, at sejren ikke bliver sikret i det første sving, men snarere gennem god taktik og sikker kørsel. Men weekendens første løb endte med en startkollision, som fire af de 22 startende mandskabers biler ikke kunne fortsætte efter. Det gik bl.a. ud over 2021-mesteren Martin Frederiksen, Kerteminde, som stillede op med Max Klinkby-Silver, Odense. Deres Peugeot RCZ blev så slemt skadet, at den end ikke kunne blive klar til det andet løb dagen efter.


Når et billede siger alt om Danish Endurance Championship. Storm Development (#311), Dan Agro Racing (#333) og Team Lindholm Racing (#376) side om side ind i et sving på Ring Djursland
(Foto: Stumpphoto)

Bedre held havde et andet Peugeot RCZ-hold, Sim Performance Motorsport. Her kunne Tim Søndergaard/Mikkel Søndergaard, Jyderup/Roskilde, fastholde deres føring med en tredje- og en førsteplads i de to løb – præcist samme resultat, som Frederik Meincke Helsinghoff, Risskov, præsterede i sin BMW M3 E36.

Lidt heldigere end Martin Frederiksen/Max Klinkby-Silver var Frederik Normann, Rødkærsbro. Godt nok kom hans BMW M3 E46 ikke videre efter startkollisionen i første løb, men med reservedele fra en sponsor kunne han stille op i andet løb, hvor det lykkedes ham at vinde DEC division 3, hvor han nu indtager førstepladsen foran Kaare Frogne, Roskilde, og Henrik Bollerslev, Viborg. I denne division havde debutanten Victor Nielsen, Brønderslev, dagen forinden haft den perfekte DEC-debut med en divisionssejr i en af Sally Racings biler.

I division 4 topper Michael Nielsen, Vejle, stadig tabellen, da han scorede to andenpladser i sin BMW M4 GT4, mens Jan B. Sørensen, Lemvig, og Martin Hald Gøtsche, Hedehusene, kunne tage deres første løbssejre i år.

I to af de fem divisioner var der teams, som dominerede og kunne drage hjem fra Ring Djursland med maksimumpoint.

Henriksen Motorsports Kevin Victor Rasmussen, Lejre, var bedst i begge tidtagninger og gennemførte begge løb i sin Volkswagen Polo i DEC division 1, hvor Jørgensen Motorsport led af tekniske problemer med sin Mini Cooper. I den hurtige DEC division 5 gjorde Walther Trabjerg/Mikkel O. Pedersen, Tørring/Struer, ham kunsten efter. De var blevet udfordret af Kevin Rossel/Torben Ingerslev, Vejle/Struer, indtil sidstnævnte kørte makkerparrets Ferrari 488 i sandkassen.

www.dec-racing.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 23/06/24 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde