Porsche Carrera Cup Germany   30/04/24

Fremgang for Hartvig på Oschersleben
Weekendens løb i Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland var et skridt i den rigtige retning for den hurtige roskildenser.


(Foto: Porsche Motorsport)

Efter en god træning fredag morgen var forventningerne høje til tempoet resten af weekenden. Kvalifikationen til de to løb gik dog ikke som planlagt, og Alexander Hartvig måtte starte løbene lørdag og søndag fra henholdsvis 19. og 18. pladsen.

- Det var lidt skuffende, især efter at jeg var længere fremme i træningen, men de andre kan nogle tricks, som jeg ikke har lært endnu, så det er jeg bare nødt til at tage med, sagde Alexander Hartvig fredag.

Det blev bedre i lørdagens løb. Her fik den 21-årige tømrersvend givet gas og kæmpet sig frem i feltet. Selvom der midt i feltet er masser af puffen og masen blandt konkurrenterne lykkedes det feltets eneste danske kører at sikre 14. pladsen og de første mesterskabspoint.

Med et frisk pust af selvtillid kunne Alexander Hartvig igen søndag arbejde sig fremad i feltet. Mod nogle af de hårde og mere erfarne konkurrenter kæmpede han sig støt og roligt fremad og tog endnu en 14. plads. Dertil var han den fjerdehurtigste kører i Rookie-klassen - et bestemt godkendt resultat for den hurtige håndværker.


Alexander var flyvende ... men der er meget mere at lære.
(Foto: Porsche Motorsport)

- Det var mega fedt. Nu går det i den rigtige retning. Jeg har fået styr på bilen og begynder at føle mig hjemme i feltet. Det er stadigvæk en omvæltning fra at køre endurance-løb i en langsommere bil, men jeg synes virkelig at det her er fedt, siger Alexander Hartvig, som glæder sig over at være “on track” med sin udviklingsplan:

- Mit bagland og jeg har lagt en ret nøjagtig plan for min sportslige udvikling, og den lever jeg op til indtil videre. Det er små forbedringer hele tiden, så udefra ser det måske ikke ud af meget, men tallene lyver ikke.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme i bilen igen og fortsætte min udvikling som racerkører, siger Alexander Hartvig, der dog må vente godt en måned på at komme tilbage bag rattet på den lynhurtige Porsche.

- Det gør faktisk ikke så meget. Den sidste måneds tid har været vanvittigt hektisk - og fed - så jeg kommer til at knokle hele maj måned for at finde flere medlemmer til min erhvervsklub, Octane Club, og få fulgt op på de spændende mennesker, jeg allerede har talt med. Der er travlt, og jeg synes det er fedt, lyder det optimistisk fra Alexander Hartvig.

Det næste løb i Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland køres på den hollandske Formel 1-bane, Zandvoort, den 8-9. juni.


(Foto: Porsche Motorsport)

Alexander Hartvig Racing


Læs mere om:
  • Alexander Hartvig
  • Oschersleben
  • 28/04/24 - Oschersleben - Porsche Carrera Cup Germany

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk