FIA WEC   23/04/24

Nicklas Nielsen missede VM-podiet på Imola
World Endurance ChampionshipTrods pole position og hurtigste løbsomgang måtte Nicklas Nielsen og teamkammeraterne fra Ferrari AF Corse slutte lige udenfor podiet i skuffende VM-ræs på Imola.


(Foto: Ferrari Media)

Det lignede et sikkert topresultat for Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina, som lagde hårdt ud med en pole position til anden afdeling af årets FIA World Endurance Championship på Imola søndag.


(Foto: Ferrari Media)

Nielsen havde ellers kørt holdet op fra en sjette- til en andenplads efter løbets første pitstop, og trekløveret fra Ferraris Hypercar-hold holdt en stærk føring ved udgangen af fjerde time i det seks timer lange VM-løb – men derfra gik det den forkerte vej. Et sats med at blive på slicks i det tiltagende regnvejr slog fejl, og da Ferrarierne omsider pittede for at skifte dæk, blev de overhalet af konkurrenterne, som havde pittet flere omgange tidligere og i mellemtiden indhentet de italienske frontløbere.


(Foto: Ferrari Media)

En stærk indsats betød dog, at Ferrari 499P #50 med Nielsen, Fuoco og Molina kørte sig godt frem i feltet og sluttede på en fjerdeplads lige udenfor podiet, hvilket sikrede vigtige point til mesterskabet. Bilen blev også noteret for løbets hurtigste omgang.


(Foto: Ferrari Media)

– Det var en ærgerlig udvikling på et løb, hvor vi ellers var stærke i de første timer. Vejrskiftet betød, at vi ikke kunne fuldføre som ønsket, og selvom vi gjorde et stærkt arbejde med at få os op gennem feltet igen kan vi ikke være tilfredse med vores indsats denne weekend. Nu skal vi have analyseret vores ræs, så vi kan forbedre vores performance og vende tilbage stærkere, når det går løs til næste afdeling på Spa-Francorchamps, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: Ferrari Media)

Tredje afdeling af FIA World Endurance Championship finder sted på belgiske Spa-Francorchamps den 11. maj. Inden da skal Nicklas Nielsen i aktion med danske Formula Racing når anden afdeling af European Le Mans Series afvikles på franske Circuit Paul Ricard den 5. maj.


(Foto: Ferrari Media)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Imola
  • 21/04/24 - Imola - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk