Nordic 4   22/04/24

Nyt navn, samme fokus: Talenterne skal på banen i weekenden
Nordic 4Over vinteren er Formel 4 blevet til Nordic 4, men selvom navnet er nyt, er fokus fortsat på at udvikle morgendagens talenter.


(Foto: Nordic 4)

Med 15 startende biler til årets første løb ser det også ud til, at mange unge kørere arbejder på at skabe sig en karriere på racerbanen. En god del af kørerne er nye i klassen, men flere kendte ansigter er også at finde i feltet.

Sidste års vicedanmarksmester er tilbage og klar til sin tredje sæson. Magnus Pedersen og familieteamet MP Racing tager en tur mere i mesterskabet for at give mesterskabsjagten en chance til. Og med to sæsoners erfaring med bilen, banerne og konkurrencen, er der en reel chance for at den djurslandske kører kan få succes med sine planer.

Mathias Bjerre Jakobsen er ligeledes klar til en sæson mere, og han har for længst indstillet sigtet mod DIF-Danmarksmesterskabet. Han kører i år for STEP Motorsport, hvor han får selskab af tre andre kørere. Lærke Rønn Sørensen debuterede med flotte resultater på Ring Djursland i fjor, og er nu klar til en fuld sæson. Sebastian Bach har været fast gæst på kartingbanerne i en årrække og tager nu skridtet videre i Nordic 4, præcis som britiske Emily Cotty, der deltager i det danske mesterskab sideløbende med gokartløb i England.

Der er også fuldt hus hos FSP, hvor Marius Kristiansen håber på at fortsætte hvor han slap i sin debut ved DM-finalen 2023. Her blandede han sig i den gode del af feltet uden meget forudgående træning. I år er han klar til at give den gas fra sæsonstart.

Det gør han ved siden af Louis Leveau, som også kørte udvalgte løb sidste sæson, og som nu fortsætter arbejdet hos FSP. Mads Kjeldtoft Ljungberg er også stødt til, ligesom Alexia Danielsson tager turen fra Sverige for at få sine første erfaringer i en rigtig formelracer.

Et nyt team har også set dagens lys i denne sæson. Frederik Stenå står bag Racecraft Driver Academy, som med et lidt alternativt koncept får ikke mindre end fem kørere til start i løbet af sæsonen. Teamet indsætter kørerne på løb-til-løb-basis, og i Åbningsløbet får Anton Morsing og Nikolaj Dyrved deres formeldebut.

Formel 5-bilerne er fortsat en del af Nordic 4-feltet, og her er også nye navne på listen. Mads Kjelde Larsen er startet i mesterlære hos Mads Hoe, mens Marcus Terkildsen får sin debut i sit eget team. Jørgen Leerskov er også tilbage i klassen, mens klassens veteran, Niels-Ejnar Rytter, også er klar til en tur mere i manegen.

Weekendens tre løb i Nordic 4 kan følges live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.

Tidsplan for Nordic 4 ved Åbningsløbet på Padborg Park

Lørdag

08.25 - Træning
11.04 - Tidtagning
14.43 - Race 1

Søndag
09.00 - Warmup
09.30 - Race 2
13.00 - Race 3

Nordic 4


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 28/04/24 - Padborg Park - Nordic 4

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde