TCR Denmark   19/04/24

Lindberg: Vi kørte ikke for at sætte tider
TCR DenmarkPhilip Lindberg brugte mediedagen på FDM Jyllandsringen til at afprøve en masse forskellige opsætninger og strategier. Han og teamet bag PL Racing er klar på en spændende TCR-sæson.

Teamet har som de eneste et års erfaring med den nyeste generation af Honda Civic Type-R TCR-raceren, og selvom modellen løbende bliver forbedret med input fra JAS Motorsport i Italien, føler Philip Lindberg godt tilpas i bilen:

- Jeg synes at vi har fået godt styr på bilen; det beviste vi allerede i de sidste løb i 2023-sæsonen, hvor jeg var med i den helt rigtige ende af feltet og fik min første heatsejr. Forventningen er, at det er hvor vi starter i år, og så bygger videre derfra, fortæller Philip Lindberg, som ikke er bekymret over at Kasper H. Jensen satte dagens bedste omgangstid i den nye generation af Honda Civic Type-R-raceren:

- Kasper er bare en drøngod racerkører, og jeg tror ærligt talt at du kan sætte ham i hvilken som helst racerbil på en dansk racerbane, og så vil han være irriterende hurtig. Han var under 1 minut og 10 sekunder, og det tror jeg også at man skal kunne for at tage pole position på Jyllandsringen … så det er jo fint, siger han og fortsætter:

- Men vi var ikke på Jyllandsringen for at sætte omgangstider. Vi havde et helt andet fokus med dagen, og i forhold til vores målsætning gik det over al forventning. Vi skal nok kunne følge med på en enkelt omgang, men det er jo løbene som det gælder om at vinde, siger Philip Lindberg.

Der er i vinterens løb blevet oprustet internt i teamet, hvor der både er stødt en ny mekaniker og ingeniør til holdet. Det har styrket troen på de gode resultater, og Philip Lindberg har en ambitiøs, men ydmyg målsætning for sæsonen:

- Jeg vil helst ikke satse alt for højt, for der er både en Kasper H., en Mike Halder og måske en Michael Markussen, som jeg tror bliver rigtigt stærke i år. Så en realistisk ambition vil være at køre blandt de fem bedste og så få hentet nogle pokaler hjem. Kasper H. sagde til mig forleden, at det er den første sejr som er den sværeste - den tog jeg sidste år, så mon ikke jeg kan snuppe nogle heatsejre i år også, griner han.

Om den grønne og orange Honda Civic Type-R kan leve op til køreren og teamets forventninger, får vi første idé om, når sæsonen starter på Padborg Park om en uges tid.

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Philip Lindberg
  • PL Racing
  • Padborg Park
  • 28/04/24 - Padborg Park - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk