Rally   20/03/24

Glad Sport fik både podieplads og en ødelagt køler i sæsonstarten
Kenneth Madsen/Mette Felthaus kørte en tredjeplads hjem i det tyske Rallye Erzgebirge, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard kun fik en forsmag på sæsonens udfordringer i Stallentis Cuppen.

Glad Sport tog i weekenden hul på sit 2024-program. Mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) kastede sig ud i helt nye udfordringer i Frankrig – nærmere bestemt Rallye Le Touquet i Normadiet, gav Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) den gas i det østlige Tyskland, hvor de i deltog i Rallye Erzgebirge.

”Lines og mit løb blev desværre en kort affære,” konstaterer Jacob Madsen. ”Midt på den anden hastighedsprøve måtte vi trække stikket med en ødelagt køler.”

Bedre gik det for Kenneth Madsen/Mette Felthaus. De sluttede på tredjepladsen i Rallye Erzgebirge, som var sæsonpremiere i det tyske rallymesterskab. Undervejs slog duoen i deres Citroën C3 Rally2 hele den tyske elite.


Kenneth Madsen/Mette Felthaus scorede en tredjeplads i Rallye Erzgebrige og slog undervejs hele den tyske elite.
(Foto: Sascha Dörrenbächer)

”Mette og jeg vandt én af hastighedsprøverne, og vi blev nummer to – bare 1,8 sekunder efter vinderne – da vi kørte den anden gang,” fortæller Kenneth Madsen. ”Det var først, da vi kom i mål, at vi fik at vide, at hastighedsprøven var helt ny og ingen af vores konkurrenter derfor havde kørt den før.”

”Vores tyske kolleger var overraskede over vores fart,” fortæller Mette Felthaus. ”En af mine co-driver-kolleger kom og spurgte, Hvad har I gjort? De var selv overraskede.”

”Men ligesom Kenneth og jeg har kørt de samme hastighedsprøver herhjemme gang på gang, så har de tyske mandskaber også gjort det samme i Tyskland. Men lige netop dén hastighedsprøve var ny for os alle sammen. Ingen af os havde før kørt på de veje, så vi stod lige fra start.”

Selv om det Rallye Erzgebirge sluttede med topresultater på de tre sidste af de 12 hastighedsprøver, var det både et udfordrende, men også lærerigt rally for parret fra Glad Sport.

”Løbet havde hurtige prøver, hvor der skal læses noter hele tiden, så det var fedt at være andenkører, for der var noget at lave for mig,” siger Mette Felthaus. ”Kenneth og jeg har før kørt løb, hvor vejret var omskifteligt, men jeg har aldrig før oplevet et løb, hvor det var så omskifteligt.”

”Vi skiftede rundt mellem alle vores dæk,” fortsætter Kenneth Madsen. ”Vejret skiftede hele tiden. Det kunne være knastørt på servicepladsen, hvor vi undrede os over, at andre valgte regnvejrsdæk, men de havde folk stående ude på prøverne, som ringede ind med status.”

Hvor status var en generel tredjeplads i årets første tyske mesterskabsløb, blev premieren i Stellantis Cup i Nordfrankrig en skuffelse for Glad Sport. Det endte i en exit midt på den anden hastighedsprøve.


Rallye Le Touquet blev en kort fornøjelse for Jacob Madsen/Line Nedergaard, som måtte udgå på den anden af de 14 hastighedsprøver.

”Line og jeg havde ellers forberedt os godt under notekørslen,” fortæller Jacob Madsen. ”Der var mange hurtige og svære sving, og der var ét, hvor vi under notekørslen havde noteret, at vi ikke skulle skære det, fordi det ville være for farligt. Vi skulle blive på vejen for at undgå en punktering, men da vi kom til svinget, var der blevet kørt så meget pladder op, at vi ikke kunne dreje og komme igennem svinget.”

Parrets Peugeot 208 Rally4 kurede stille og roligt ud i et træ, der ikke forårsagede de store karrosseriskader, men alligevel ødelagde bilens køler.

”Vi havde mulighed for at genoptage løbet næste dag, men da der ikke var mulighed for at score point, og der heller ikke var nogen powerstage med bonuspoint, gav det ikke nogen mening at risikere mere,” siger Jacob Madsen.

”Lige præcis det sving havde vi drøftet på forhånd, og Jacob og jeg var enige om, at det skulle være en EJ SKÆR i vores noter. Men det var vores kongulegaer så ikke enige om. De skar svinget og kørte en masse mudder op,” siger Line Nedergaard.

”Uheldet gik bare så langsomt. Havde vi bare ramt træet med et hjørne af bilen, kunne vi være fortsat. Vi gled igennem svinget og igennem noget buskads, som andre før os havde været igennem. Så var der kun et træ tilbage til os. Men det fede var, at publikum var der og fik os skubbet fri, men efter at vi havde kørt nogle kilometer, kunne Jacob se, at motoren blev for varm. Når det endelig skulle ske, så var det godt, at skaden ikke var større.”

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk