IMSA   18/03/24

Syvendeplads efter 12 actionfyldte timer på Sebring
Malthe Jakobsen fik sit at se til i den skandinaviske LMP2-racer fra DragonSpeed Racing, da årets 12 timers-løb på Sebring blev kørt.


Syvendeplads efter 12 actionfyldte timer på Sebring
(Foto: Jakobsen Motorsport)

Teamets bronzekører, svenske Henrik Hedman, kvalificerede bilen på niendepladsen til løbet, og på trods af en lidt udfordrende start på løbet, kunne Malthe indtage det varme sæde og kæmpe sig fremad i feltet:

- Der var en del slåskampe i starten af løbet, og Henrik kunne ikke helt holde sig fri af dem. Det kostede lidt knubs på bilen og tid i pitten, så jeg var godt klar over, at der skulle køres stærkt i mine stints, fortæller Malthe, der ganske som planlagt fik bilen bragt frem på omgangshøjde med konkurrenterne allerede inden løbet var halvvejs.

Stabil kørsel fra både Henrik Hedman og teamets anden svensker, Rasmus Lindh, betød, at Malthe overtog bilen i den bedre ende af feltet til sit sidste stint. Efter en safety car-periode sidst i løbet blev der foretaget den traditionelle pass-around-manøvre, hvor bilerne lines op i deres respektive klasser for at give mest fair vilkår for alle. Den manøvre gik imidlertid helt galt for DragonSpeed-teamet:

- Vores pitcrew misforstod et signal og gav mig besked på at foretage min pass-around, og jeg spurgte et par gange om de var sikre, før jeg gjorde det, for det virkede ikke rigtigt … og det var det heller ikke, siger Malthe, som på grund af fejlen en kort stund var forrest i feltet, men til gengæld blev tildelt en stop and go-straf på tre minutter og 44 sekunder for sin forseelse. Og så var alle chancer for et godt resultat væk:


Syvendeplads efter 12 actionfyldte timer på Sebring
(Foto: Jakobsen Motorsport)

- Det er en ærgerlig fejl, og selvom jeg fik os tilbage på omgangshøjde med de førende, var det ren damage control. At vi kom i mål på syvendepladsen er ret imponerende, alting taget i betragtning, fortæller Malthe Jakobsen, der trods den manglende sejr ser tilbage på et godt løb:

- Det er altid fedt at køre ræs i Amerika, og det har været sjovt at være del af et skandinavisk line-up. Løbet var virkelig intenst med masser af action og overhalinger, så det har helt sikkert været en god oplevelse. En stor tak til DragonSpeed Racing for at invitere mig ind i teamet med kort varsel, lyder det fra Malthe Jakobsen.

Næste løb på kalenderen er sæsonpremieren på European Le Mans Series, som i år køres på Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien.

Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Sebring
  • 16/03/24 - Sebring - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk