IMSA   11/11/23

Mikkel Jensen teamer op med TDS Racing i ny IMSA-sæson
Den danske Peugeot-fabrikskører fortsætter sit engagement med TDS Racing i 2024-udgaven af det amerikanske sportsvognsmesterskab.


(Foto: TDS Racing)

Mikkel Jensen kan godt begynde at forberede sig til en travl 2024-sæson. Den 28-årige racerkører har med sin fabrikskontrakt med Peugeot Sport allerede en fast plads i Hypercar-klassen i FIA World Endurance Championship og på Le Mans. Men nu har danskeren også sikret sig et sæde i det amerikanske IMSA-mesterskab, hvor dette års samarbejde med franske TDS Racing fortsætter.


(Foto: TDS Racing)

Kontrakten indebærer endnu en deltagelse i en fuld sæson, og Mikkel Jensen skal igen dele holdets LMP2-racer med amerikanske Steven Thomas. Som tredjekører til sæsonens lange løb på Daytona, Sebring, Watkins Glen og Road Atlanta får makkerparret selskab af den unge newzealænder Hunter McElrea, som blev dette års vicemester i Indy NXT, kategorien lige under IndyCar. Som fjerdekører til 24-timersløbet på Daytona kommer desuden Charles Milesi, som har en VM-titel og en Le Mans-sejr i LMP2-klassen på sit CV.


(Foto: TDS Racing)

– Jeg er meget glad for aftalen, og det bliver fedt at fortsætte kampen i IMSA-mesterskabet i 2024. Stor tak til TDS Racing og Steven Thomas for at tage mig med på holdet igen. Mesterskabskampen var tæt i år, og vi kæmpede med om titlen frem til finalen, så vi går benhårdt efter revanche i den nye sæson, hvor feltet bliver endnu stærkere med 11 biler, der alle kører den fulde sæson. Jeg er taknemmelig over at fortsætte min karriere i det amerikanske sportsvognsmesterskab, som jeg har deltaget i hvert år siden 2020, og som er en perfekt pendant til mit engagement med Peugeot i VM-serien, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: TDS Racing)

Blandt de øvrige kørere i LMP2-mesterskabet finder man britiske Paul Di Resta, som har skrevet kontrakt med United Autosport – og dermed skal Mikkel Jensen altså kæmpe mod sin egen teamkammerat fra Team Peugeot TotalEnergies.


(Foto: TDS Racing)

2024-udgaven af IMSA WeatherTech Sportscar Championship skydes traditionen tro i gang med 24-timersløbet på Daytona International Speedway, som løber af stablen den 27.-28. januar.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk