FIA WEC   01/11/23

Michael Christensen vil kæmpe for at holde fast i flot sejrsrække
World Endurance ChampionshipMichael Christensen er i en for ham helt uvant situation, når han på lørdag stiller til start i årets sidste afdeling af VM for sportsvogne, der afvikles i Bahrain. 2023-sæsonen har endnu ikke budt på hverken en sejr eller en podieplacering, noget der for Michael Christensen ikke er hændt siden han blev Porsche kører i 2013.


(Foto: Porsche Motorsport / Michele Scudiero, Drew Gibson Photography)

Michael Christensen har en imponerende række sejre i sportsvognsracing. Christensen vandt i 2018/19 Verdensmesterskabet for sportsvognskørere, da han vandt GTE Pro-klassen i en Porsche 911 RSR. Ydermere har han vundet alle de store klassikere i sportsvognsracing 24 timers løbet på Le Mans, 24 timers løbet på Daytona, 24 timers løbet på Nürburgring, 24 timers løbet på Spa og 12 timers løbet på Sebring. Siden debuten som Porsche kører i 2013 har Christensen været på podiet i alle sæsoner og kun 2016-sæsonen bød ikke på en sejr. Derfor er Michael Christensen i en meget uvant situation inden lørdagens 8 timers løb i Bahrain. Han har enndu ikke fået en placering på podiet i 2023. Porsche debuterede i år deres nye Porsche 963 i hypercar-klassen, klassen for de hurtigste biler. Men bilen har manglet fart og holdbarhed ligesom de også har været ramt af uheld.

Michael Christensen har sammen med Porsche teamet og holdkammeraterne arbejdet hårdt for at forbedre den nye Porsche 963. Ved det seneste løb på Fuji viste Porsche 963 positive takter og forud for årets sidste løb er Michael Christensen optimist.


(Foto: Porsche Motorsport / Michele Scudiero, Drew Gibson Photography)

"Jeg føler, vi er på rette vej" fortæller Michael Christensen. "Vi viste gode takter ved sidste løb på Fuji, men blev desværre kørt af i første sving. Søsterbilen kørte et stærkt løb og sluttede på podiet og vi har siden kørt et par gode tests og jeg synes, vi er på rette vej og håber vi kan holde momentum. Bahrain er hård ved dækkene og løbet er på 8 timer, så det skal nok blive udfordrende, men jeg tror på vi kan være stærke. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke har været bedre henover sæsonen, men jeg glæder mig til det her løb og så håber jeg, vi kan kæmpe med om podieplaceringerne. Samtidig kæmper vi for, at Porsche kan slutte som treer i manufacturers mesterskabet".

Ialt 12 biler stiller til start i Hypercar-klassen, der i år har opnået stor succes med det nye koncept, hvor mange af de store bilfabrikker har meldt deres ankomst de næste par år. Udover Porsche, der stiller med to fabriksbiler og to privatanmeldt biler, stiller også Ferrari, Toyota, Cadillac, Peugeot og Vanwall til start i Bahrain. Ialt tre danske kørere er til start i Hypercar-klassen. Udover Michael Christensen i Porsche 963 med startnummer 5, er det Nicklas Nielsen i Ferrari 499P med startnummer 50 og Mikkel Jensen i Peugeot 9X8 med startnummer 93.

Tidsplan (dansk tid) - FIA WEC, 7. afdeling, 8 Hours of Bahrain

Torsdag den 2. november
1. træning kl. 10.15-11.45
2. træning kl. 15.30-17.00

Fredag den 3. november
3. træning kl. 10.00-11.00
Kvalifikation Hypercar kl. 15.05-15.20

Lørdag den 4. november
Løb kl. 12.00-20.00

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Sakhir
  • 04/11/23 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde