1600 Challenge   03/10/23

Lukas Staub er Danmarksmester i Hankook 1600 Challenge
En vild sæson sluttede på FDM Jyllandsringen, hvor koldingenseren sikrede Danmarksmesterskabet efter en begivenhedsrig løbsweekend.


(Foto: Grippo)

Inden finaleweekenden var Lukas Staub reelt allerede i føring af mesterskabet. Reglementet er udarbejdet sådan, at man inden den sidste løbsweekend fjerner de tre dårligste resultater fra hver deltager, Eftersom Lukas er udgået fra to løb i denne sæson - og derudover har sluttet på podiet i alle andre løb undtaget ét - havde han i stedet for en tredjeplads rent faktisk føringen med to point.

Tidtagningen blev kørt lørdag morgen, og her kunne Lukas Staub ikke helt følge tempoet i toppen af feltet. En tredjeplads blev det dog til, men det stod klart, at der skulle arbejdes hårdt i søndagens tre løb, hvis ikke føringen skulle sættes over styr.

Efter en intens start var Lukas også i front efter første omgang, men måtte overgive sig, da to af konkurrenterne havde mere fart i bilerne end han selv. Helt skidt var det dog ikke, da begge mesterskabskonkurrenter sluttede bag ham.


(Foto: Grippo)

Til gengæld gav Lukas den ekstra gas i det næste løb. Her skød han frem fra sjettepladsen og bragte sig selv i føring inden første omgang var kørt. På trods af hård konkurrence bagfra med hele tre biler lige i bagkofangeren, kunne Lukas køre over målstregen som vinder. Og nu begyndte regnestykket at se sjovt ud.

Finaleheatet kunne Lukas starte fra ottendepladsen, men et lille sammenstød på første omgang kostede en punktering på den røde Suzuki Swift. På trods et hurtigt hjulskifte i pitten var mesterskabskampen reelt set ude af Lukas' indflydelse, da han kom tilbage på banen to omgange efter feltet.

· Helt ærligt, så var jeg helt ved siden af mig selv i hele det heat. Efter punkteringen vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Teamet kunne ikke høre mig på radioen, men jeg spurgte konstant til hvor de to andre kørere var henne, og det fik jeg ikke svar på ... det var måske også fint nok at de ikke kunne høre mig, griner Lukas, som til sit held kunne konstatere, at konkurrenterne heller ikke havde haft det bedste løb - og derfor fik han langt om længe sit Danmarksmesterskab:

· Det har vi godt nok arbejdet på længe. Vi har haft nogle sindssyge sæsoner for at komme hertil, men i år har farten og stabiliteten bare været der. Jeg er gået fri af de unødvenlige uheld, der har ramt mig de tidligere år, og så har jeg haft en bil, som bare spillede max. Jeg er så taknemmelig for den indsats, hele teamet har ydet i år, fortæller Lukas, der måtte sunde sig, før han modtog guldmedaljen fra Dansk Idræts Forbund søndag eftermiddag:

· Det har været en hård weekend, men hvor er det fedt at have vundet mesterskabet. Det er jeg virkelig stolt af, lyder det fra Lukas Staub.

Dankemi Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Lukas Staub
  • Jyllandsringen
  • 01/10/23 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde