Rally   21/09/23

Glad Sport til rally i de belgiske Ardennerbjerge
Jacob Madsen/Line Nedergaard møder mange modstandere, når de lørdag deltager i East Belgian Rally.

På lørdag deltager Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) for tredje gang i denne sæson i et udenlandsk rally. Det sker, når makkerparret i Glad Sports hurtige Peugeot 208 Rally4 stiller til start i East Belgian Rally, som finder sted i de belgiske Ardennerbjerge med base i byen St. Vith.


Der venter nye udfordringer for Glad Sport i East Belgian Rally.
(Foto: Sascha Dörrenbächer)

”Løbet tæller til det belgiske rallymesterskab, men også Stellantis Cuppen, som bliver kørt i Belgien og Frankrig. Den danske importør af Peugeot og Citroëns motorsportsprogram, Brian Madsen, har hjulpet os med at komme til start,” siger Jacob Madsen.

East Belgian Rally afvikles over fire forskellige hastighedsprøver med længder fra 11 til 15 km. Hastighedsprøverne skal køres tre gange, hvorfor der i alt venter 150 udfordrende rallykilometer for deltagerne.

”Jeg er lidt spændt på, hvordan vi ligger i forhold til de andre i vores klasse. Der er tilmeldt 12 Rally4-biler, og det er noget mere, end vi er vant til herhjemme,” siger Line Nedergaard.


Ved årets to hidtidige udlandsbesøg har Jacob Madsen og Line Nedergaard vundet Rally4-klassen.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Jeg er lidt spændt på, hvordan hele arrangementet bliver, men det bliver helt sikkert noget andet end løbene herhjemme. Min forventning er i hvert fald, at løbet er teknisk sværere og der nogle mere udfordrende hastighedsprøver. Det kan godt blive lidt kuperet.”

Makkerparrets to tidligere udlandsstarter var dels det DM-tællende Rallye Sulingen, dels det tyske Rallye Mittelrhein, hvor parret vandt Rally4-klassen foran 15 konkurrenter.

”Vi skal have et godt løb. Vi vil gøre vores bedste, men det bliver også spændende at se, hvor vi ligger henne. Vi vil ikke sætte for høje forventninger. Vi håber, at vi kan følge med de belgiske hold, men vi vil gøre vores til, at det bliver et godt resultat,” siger Line Nedergaard.

”Vi vil finde ud af, hvor vores niveau ligger internationalt, men vi skal også tænke på, at vi ugen efter afslutter den danske sæson i Rally Stoholm, hvor vi har en føring i Dansk Super Rally at forsvare,” siger Jacob Madsen.

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Line Nedergaard
  • Glad Sport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk