DM Rally   06/09/23

Utraditionelt rally i Skjern og omegn
Når Dansk Super Short Rally-mestrene skal kåres i Skjern og omegn den 11. november, så bliver det på baggrund af et lettere utraditionelt rally.

Rally Vestjylland, der markerer finalen i Dansk Super Short Rally-mesterskabet 2023, bliver en oplevelse for både deltagere og publikum – det garanterer klubben Ringkøbing og Omegns Motor Klub (ROMK), der står bag rallyet.

Med udgangspunkt Ringkøbing-Skjern Kulturcenter skal deltagerne gennem 82 kilometers rallyprøve i Bølling lige uden for Skjern. Det er en rallyprøve, der tidligere været del af DM-rally, men som noget nyt skal de udfordrende prøve køres to gange med uret – og to gange mod uret. Som ekstra krydderi bliver sidste tur på prøven kørt efter mørkets frembrud – særligt til glæde for publikum og fotografere.


Fototekst: Simon Vallentin/Peter Egholm i Hyundai I20 R5 i Rally Naturens Rige 2021, der blev kørt på vejene omkring Skjern.
(Foto: Allan Post)

Og netop det kompakte format – altså med rallycentrum og prøverne samlet på et mindre, geografisk område, gør det både nemmere, billigere og mindre tidskrævende for deltagerne og deres mandskaber – og det gør det endnu nemmere for bilinteresserede at opleve rallybilerne på nærmeste hold, både når de kører på prøverne og når de står i serviceområdet.

”Løbet er en ny type rally, som vi kunne tænke os at afprøve. Vi har haft konceptet i tankerne i en årrække nu og har endda været i Belgien for at se et lignende løb. Rallyet afvikles over en dag og på et og samme prøveareal. Det gør det nemt og overskueligt og dermed mere tilgængeligt og billigere end mange andre løb. Dermed håber vi at appellere til nye kørere og bredden,” siger Hans Erik Madsen, formand for ROMK.

”Løbsformen kræver heller ikke så mange frivillige hænder, som der desværre også er mangel på. Fordelen ved denne løbstype er at man er ude og hjemme samme dag. Et koncept, der tidligere var meget populært, og som man nu altså snart kan opleve igen,” siger Hans Erik Madsen videre.

”Vi arbejder også hårdt på at skabe en grøn profil for rallyet, hvor vi både vil have fokus på det sportslige for deltagerne og samtidig tage endnu større hensyn til vores omgivelser, blandt andet med affaldssortering og pantindsamling, ved at benytte elbiler som forkørere og sikkerhedsbiler og bruge digitale løsninger i stedet for at printe. Og alene det kortere format og de kortere distancer mindsker også udledningen, som vi måler i samarbejde med DASU,” siger Hans Erik Madsen videre.

Tilmelding til Rally Vestjylland bliver via løbskalenderen dasu.dk – tilmelding åbner hurtigst muligt. ROMK har desuden indgået samarbejde med Danhostel Skjern, hvor der ydes 20 % rabat på overnatning for deltagerne og deres mandskaber.

Bo Skovfoged

DASU


Læs mere om:
  • TBA/TBC
  • 11/11/23 - TBA/TBC - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde