Rally   30/08/23

Ib Kragh vender tilbage til Norge
I den kommende weekend vender Ib Kragh tilbage til et rallyland, han ikke har besøgt i mange år. Det sker, når han deltager i Rally Larvik – et løb, hvor han senest har deltaget i 2005.

”Dengang kørte jeg sammen med Freddy Pedersen i min Renault Megane KitCar, hvor løbet talte som en afdeling af DM,” fortæller rallykøreren fra Juelsminde. ”Vi lå godt til, men punkterede på den sidste hastighedsprøve, og så vandt Martin Johansen og Karsten Isaksen.”

Rally Larvik tæller i år ikke til Dansk Super Rally. Det er derimod en afdeling af dels det norske rallymesterskab, dels det nordiske mesterskab, hvor Rally Vestsjælland var den danske afdeling.


Norge og Rally Larvik bliver næste opgave for Ib Kragh.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Ligesom dengang er det et rent asfaltrally, og prøverne skulle være i stil med dem, Freddy og jeg i sin tid kørte,” siger Ib Kragh. ”Det gav god mening at køre løbet her i pausen mellem Rally Jylland og Rally Stoholm, som er DM-finalen.”

”Jeg har fået startnummer 3. Lige efter de to nordmænd Frank Tore Larsen og Anders Grøndal. Dem kender jeg godt fra tidligere løb. Frank Tore slog mig på gruset i et rally, hvor jeg til gengæld kørte fra ham på asfalten.”

Ved Rally Larvik sidder Jeannette Kvick i co-driver-sædet i Ib Kraghs Hyundai i20N Rally2.

”Da jeg omkring nytår og i foråret havde møder med rallyudvalget omkring planlægningen af DM-sæsonen og Rally Jylland, gik snakken og ideen opstod om at køre et løb sammen,” siger Ib Kragh. ”Det skulle ikke være til et DM-løb, for Karsten Isaksen bakker mig fantastisk op. Rally Larvik passer perfekt ind. Jeannette er nok den danske co-driver, som i de seneste år har kørt flest rallyer udenfor Danmark, og jeg ser frem til de input, hun kan give mig i mine ører.”

Ib Kragh drager til Norge med fart i kroppen. Sammen med Mads Dalsager deltog han søndag i Yokohama-sprintet i Ringkøbing.

”Ringkøbing er nærmest min anden hjemby, når det kommer til rallysprint,” siger Ib Kragh. ”Min gamle ven Ove Pedersen bor her, og han kommer også til Juelsminde, når vi kører her.”

”I søndag blev Mads og jeg toere efter Kenneth Madsen og Mette Felthaus i deres nye Citroën C3. Vi var 3-4 sekunder efter i første heat, et sekund efter i andet, og det gjaldt også, da hastighedsprøven kørt den modsatte vej som tredje og fjerde heat. Jeg holdt lidt igen, for jeg skulle ikke gøre som i Juelsminde, hvor jeg ramte en kantsten.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Jeannette Kvick

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk