DM Rally   15/08/23

Ib Kragh blev udfordret på hjemmebanen
Et halvt års arbejde kulminerede for Ib Kragh, da dels EC Sikring Juelsminde Sprint, dels au2parts Rally Jylland i weekenden fandt sted. Rallykøreren fra Juelsminde havde i mange måneder været en del af arangørergruppen, men overlod fredag tøjlerne til andre og koncentrerede sig om at være deltager i løbet.

”Jeg er meget glad for det arrangement, vi fik stablet på benene, hvor vi startede weekenden i Fårvang,” fortæller han. ”Både i Fårvang og i Juelsminde var der mange tilskuere, og det var fedt at opleve stemningen. Der skal lyde en stor cadeau til alle, som hjalp med til med at gøre dette muligt. De mange medlemmer af landets motorklubber, men også alle frivillige fra de to områder, vi kørte i.”

Rent sportsligt endte au2parts Rally Jylland dog med at blive en udfordring for Ib Kragh og hans navigatør, Karsten Isaksen. De sluttede på en generel tredjeplads.


Ib Kragh kørte bogstaveligt talt rundt om sin bolig - og ramte naboens kantsten - ved au2parts Rally Jylland.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Fredag aften havde vi problemer med benzintrykket, hvor motoren nogle gange døde, når vi kørte stærkt på hastighedsprøverne,” fortæller han. ”Vi fandt ud af, at der nok var noget galt med benzinmåleren, for derefter kørte vi med ekstra benzin i tanken, og så gentog problemet sig ikke.”

Efter fredagens del af au2parts Rally Jylland indtog Ib Kragh/Karsten Isaksen tredjepladsen i løbet, men de blev udfordret, da løbet lørdag fortsatte på Juelsminde-halvøen.

”Første gang vi skulle på byprøven, spandt jeg ved Svanesøen. Når jeg kører der til hverdag, skal jeg bare ligeud mod enten Horsens eller Vejle og drejer aldrig til højre,” siger han og indrømmer: ”Der var jeg ikke skarp. Vi satte tre sekunder til, og det var nok årsagen.”

”På powerstagen fra Glud til Rårup var der et sving, som jeg mente, at vi kunne tage med fuld gas. Jeg kendte jo prøven, men denne gang var starten tættere på Glud, så jeg kom med større fart. Jeg kom ud i rabatten, men reddede den.”

Fire gange blev der kørt i selve Juelsminde – bl.a. forbi Ib Kraghs privatadresse.

”Da vi kørte der tredje gang, kom jeg med for stor fart fra Jernbanegade til Juelsgade,” fortæller han. ”Jeg ville ikke køre op over kantstenen, så jeg drejede alt, hvad jeg kunne og snittede lige kantstenen. En arm, der er konstrueret til at bøje, så hjulophænget ikke tog skade, bøjede, og så kørte bilen mærkeligt på resten af omgangen.”

”Det var en fejl 40. Og nu kan jeg det næste år gå og kikke på de sorte streger ud for min nabos fortov.”

Tilbage på servicepladsen ved Juelsminde Storstrand fik mekanikerteamet skiftet den bøjede del i hjulophænget på Hyundaien, så Ib Kragh og Karsten Isaksen kunne gennemføre au2parts Rally Jylland på tredjepladsen.

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Karsten Isaksen
  • Rally Jylland
  • 12/08/23 - Juelsminde - Rally Sprint
  • 12/08/23 - Rally Jylland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk