DM Rally   10/08/23

Ib Kragh: ”Jeg glæder mig helt vildt til dette rally”
Der er dømt hjemmebane, når Ib Kragh i weekenden stiller op i au2parts Rally Jylland, hvor anden halvdelen af løbet foregår i og omkring Juelsminde. Men der har også været meget arbejde, inden det nåede så vidt.

”Jeg glæder mig vildt til dette rally,” siger Ib Kragh. ”Det rally har været mange måneder undervejs siden dagene mellem jul og nytår. Jeg var overbevist om, at vi ville gentage succesen med sidste års EC Sikring Juelsminde Sprint, men vi har valgt at udvide, så det også indgår i au2parts Rally Jylland, hvor første halvdel foregår i Fårvang. Man gjorde det samme i foråret ved Rally Vestsjælland, men det er første gang i mange år, at et rally er blevet afviklet, hvor to forskellige byer har haft hver sin etape henholdsvis fredag og lørdag.”

Som sagt var det mellem jul og nytår, at beslutningen blev taget om, at der atter skulle være rally på Juelsminde-halvøen.

”Byen har bakket rigtig godt op om arrangementet. Det er jeg stolt over som borger i Juelsminde,” siger Ib Kragh. ”Der er rigtig mange frivillige, som har været med til at hjælpe. Mange har været flinke til at tage nogle af de opgaver, jeg havde omkring at arrangere sidste års løb, og det er rart, så jeg kan koncentrere mig mere om løbet.”

Siden han sammen med Karsten Isaksen i slutningen af juni tog generalsejren i Skoda Ejby Rally Aalborg, har Ib Kragh deltaget i KOMO Jubilæumssprint i Gammelrand.

”Der var nogle småting, som vi rettede på Hyundaien efter Gammelrand, men ellers er den klar,” siger han.

”Resultatmæssigt vil jeg gerne stå øverst på skamlen lørdag aften, men det er der også andre, som vil. Jeg vil gøre mit til, at det bliver et godt resultat. Jeg kender naturligvis prøverne – og det gør de fleste af deltagerne – for det gode, gamle kendinge.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Rally Jylland
  • 12/08/23 - Rally Jylland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde