DM Rally   31/07/23

au2Parts Rally Jylland afvikles i to områder
Når kampen om Dansk Super Rally genoptages i weekenden den 11. og 12. august, er det i to forskellige dele af Jylland, at landets bedste rallykørere skal kæmpe om mesterskabspoint. au2parts starter nemlig fredag eftermiddag i og omkring Fårvang mellem Aarhus og Viborg, og det slutter godt 26 timer senere i Juelsmindes gader.

au2parts Rally Jylland er opstået som et samarbejde mellem to af de kompakte og dermed meget publikumsvenlige rallysprint. Det ene er det traditionsrige GMB Rallyshow i Fårvang, som nu vender tilbage om end i en kraftigt reduceret udgave. Det andet er EC Sikring Juelsminde Sprint, som sidste år for første gang fandt sted i havnebyens gader. Disse to rallysprints kombineres med yderligere fire forskellige hastighedsprøver, som skal køres i det åbne land, og der venter derfor rallyfeltet i alt 107 km hastighedsprøver - 28 km om fredagen og 107 km om lørdagen.

au2parts Rally Jylland er det fjerde af i alt fem afdelinger af Dansk Super Rally, hvor der er masser af kamp om titlerne og medaljerne. Og i denne medaljekamp er der et par af deltagerne, som kommer på hjemmebane.


Line Nedergaard fra Fårvang starter sammen med Jacob Madsen i au2parts Rally Jylland, hvor fredagens del finder sted i og omkring Fårvang.
(Foto: Morten Alstrup)

Den ene er Line Nedergaard, Fårvang. Hendes farfar var i tidernes morgen med til at etablere det Fåremarked, som det nuværende GMB Rallyshow udsprang af. Fårvang-pigen deltager sammen med Jacob Madsen, Ruds Vedby, og i deres Peugeot 208 Rally4 har de med tre klassesejre og tre top 5-resultater i generalklassementet i årets hidtil kørte løb lagt sig spidsen for Dansk Super Rally foran 54 konkurrenter.

En af disse konkurrenter er en anden hjemmebanekører. Det er Ib Kragh, Juelsminde, som sammen med Karsten Isaksen, Egtved, i sin Hyundai i20N Rally2 tog den generelle sejr i Skoda Ejby Rally Aalborg og bragte sig ind på fjerdepladsen i tabellen.


Ib Kragh er på hjemmebane på Juelsmindehalvøen, hvor han sammen med Karsten Isaksen starter i au2parts Rally Jylland i sin Hyundai i20N Rally2.
(Foto: Morten Alstrup)

Begge hold bliver med garanti at finde i topkampen ved au2parts Rally Jylland, hvor det danske rallypublikum kommer til at opleve en række af dansk rallysports stærke navne.

Simon Vallentin/Peter Egholm, Holbæk/Kirke Hyllinge, har i år været godt kørende i deres Hyundai i20N Rally2 og jagter deres første sejr i Dansk Super Rally. Dem har Kenneth Madsen/Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, noteret et par stykker af i år, men de har parkeret deres trofaste Peugeot 208 Turbo 16 til fordel for en splinterny Citroën C3 Rally2, som de for første gang deltager med i Dansk Super Rally-regi. En outsider er veteranen Steen Andersen, Brøndby, som i år har Ditte Kammersgaard, København, som co-driver i sin Mitsubishi Lancer Evo X.

Første bil i au2parts Rally Jylland starter fredag den 11. august klokken 16.00 fra Erhvervsparken med kurs mod den første af fredagens ti hastighedsprøver. Efter otte hastighedsprøver dagen efter kåres vinderne af au2parts Rally Jylland lørdag den 12. august klokken 18.15 på Odelsgade i Juelsmindes centrum.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Rally Jylland
  • 12/08/23 - Rally Jylland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk