IMSA   26/06/23

Mikkel Jensen efter syvendeplads på Watkins Glen: Kæmpe nedtur
Mikkel Jensen mistede mesterskabsføringen i den amerikanske IMSA-serie efter et problematisk sekstimersløb på Watkins Glen, hvor et crash kostede dyrebar tid i pitlane.


(Foto: TDS Racing)

Forventningerne var høje, da Mikkel Jensen, Steven Thomas og Scott Huffaker stillede til start på en pole position i LMP2-klassen i sekstimersløbet på Watkins Glen. Trioen fra franske TDS Racing måtte dog tage skuffede hjem fra den berømte amerikanske racerbane, da et møde med muren og efterfølgende reparationer i pitlane kostede dyrt og sendte holdet ud af kampen om et topresultat.


(Foto: TDS Racing)

– Kæmpe nedtur for hele holdet, især fordi vi igen havde en stærk bil denne weekend. Steven (Thomas, red.) starter løbet solidt, men på et tidspunkt må han undvige for to andre LMP2-biler, som støder sammen, hvilket tvinger ham udenfor banen og i muren. Desværre må vi efterfølgende bruge en del tid i pitlane på at få repareret skaderne, så dér er vores løb kørt. Jeg troede faktisk ikke, at vi ville komme på banen igen, men takket være et fantastisk team lykkedes det alligevel. Jeg har aldrig før set et crew udskifte så mange dele på en racerbil på så kort tid, så selvom vi var ude af kampen, gennemførte vi alligevel løbet og sluttede på en syvendeplads. Vi mistede dog mesterskabsføringen, så vi har et stort arbejde foran os til næste afdeling, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: TDS Racing)

Næste opgave for Mikkel Jensen og resten af TDS Racing er femte afdeling af IMSA-mesterskabet for LMP2-biler, som afvikles den 3.-6. august på Road America. Inden dét sker, skal danskeren i aktion for Team Peugeot TotalEnergies, når femte afdeling af VM-serien, FIA World Endurance Championship, finder sted den 7.-9- juli på italienske Monza.


(Foto: TDS Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Watkins Glen
  • 25/06/23 - Watkins Glen - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde