SuperCup   13/06/23

Hankook SuperCup tager østpå
Hankook SuperCup skal have GPS’en stillet ind på Sverige, når den 3. afdeling af 2023 mesterskabet skal køres denne weekend på Sturup Raceway.
Det er allerførste gang at den sydsvenske bane får besøg af klassen – og faktisk allerførste gang at klassen besøger Sverige i det hele taget. Tidligere er der blevet kørt udlandsløb på Rudskogen i Norge, samt Lausitzring i Tyskland.

Desværre er der ikke så mange kørere, som har valgt at tage turen til banen, en god halv time fra København. I skrivende stund tæller startlisten 4 kørere, der igen skal dele banetiden med Hankook 1600 Challenge, som stiller med deres eget mesterskabstællende felt.


Forhåbentlig får Mikkel Brix en weekend på Sturup Raceway, hvor teknikken bare spiller fra ende til anden, uden yderligere reparationer under og efter weekenden
(Foto: JJ Media)

Arne Hansen tager turen til Sverige som mesterskabsførende i alle tre mesterskaber – det generelle, Oldboysmesterskabet, samt Hankook SuperCup 200 mesterskabet. Arne havde ikke det bedste løb ved DM2 på FDM Jyllandsringen, hvor teknikken drillede meget i Heat 2. Men han fik point med hjem fra begge løb, og det er medvirkende til at han fører mesterskabet.

Bag ham er Claus Møller Jensen helt sikker lun på at få revanche. Han dominerede DM1, og var på kurs til at score masser af point ved DM2, indtil motoren gav problemer på den lille røde Honda S2000.

Mikkel Brix Kristensen døjede også med teknikken ved DM2, hvor gearkassen til sidst gav op, og kostede ham point i Heat 2. BMW køreren har derfor haft travlt hjemme på værkstedet, så den gule racer forhåbentlig er køreklar igen.

Den sidste kører på startlisten er Jeff Nigel Lyngø-Grosen. Som de tre andre, har han også brugt en del timer med skruenøglerne i de sidste 3 uger. Bremseproblemerne på den hvide VW Polo GTi er stille og roligt blevet værre og værre, og nåede måske sit hidtidige højdepunkt – eller skal vi sige lavpunkt – på FDM Jyllandsringen, hvor han valgte at trække sig fra løbene, da det var for farligt at køre med bremser, som man aldrig vidste om virkede eller ej.


Jeff Nigel Lyngø-Grosen krydser fingre for at bremseproblemer endelig er løst, efter de mange timer på værkstedet
(Foto: JJ Media)

Vi håber at folk fra især Østdanmark vil tage turen over til den sydsvenske bane, for at se noget godt ræs i weekenden. Der er desværre ikke streaming fra weekenden, så den eneste mulighed for at opleve klassen er altså live på banen.

Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Træning 10.10
Kvalifikation 12.10
Løb 1 14.40

Søndag
Warm Up 09.00
Løb 2 11.00
Løb 3 13.30

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Sturup Raceway
  • 18/06/23 - Sturup Raceway - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde