Le Mans   08/06/23

Jan Magnussen i dobbeltangreb på Le Mans
Le MansDen firedobbelte Le Mans-vinder er klar til sin 24. deltagelse i det legendariske franske 24-timersløb, hvor han også stiller op i supportløbet Road To Le Mans.


(Foto: ParkOne Racing)

Jan Magnussen har gang i en travl uge. Den firedobbelte Le Mans-vinder stiller for 24. gang i karrieren op til det legendariske franske racerløb, når han sammen med danske Anders Fjordbach og amerikanske Mark Kvamme teamer op med ParkOne Racing og Inter Europol Competition i LMP2-klassen.


(Foto: ParkOne Racing)

Derudover deltager danskeren også i fjerde afdeling af Michelin Le Mans Cup, kaldet Road To Le Mans, som er to 55-minuttersløb, der afvikles som opvarmning til 24-timersløbet. Her stiller Magnussen op for danske GMB Motorsport og deler en Honda NSX GT3 med Lars Pedersen.


(Foto: Racing Pix)

Det ekstraordinære program er dog ikke noget, som stresser den 49-årige Magnussen, som kørte sit første Le Mans i 1999 og med en enkelt undtagelse har deltaget i det verdensberømte event hvert år siden da.


(Foto: ParkOne Racing)

– Det er jo fantastisk at få mulighed for at lave det, man elsker allermest. Jeg fylder 50 år denne sommer, men jeg føler stadig ikke, at jeg på nogen måde er færdig med at sidde i en racerbil. Jeg er stadig sulten efter at kæmpe og vinde, og selv efter så mange år er Le Mans stadig højdepunktet på kalenderen. Det er så stort et løb, så benhårdt og uforudsigeligt. Det holder aldrig op med at være magisk. For mig startede Le Mans i prototyper, og de sidste mange år har det været i GT-biler, takket være en lang karriere hos Corvette. Nu er jeg tilbage i en prototype igen, og jeg er vildt taknemmelig over fortsat at få mulighed for at presse mig selv så hårdt, som dén slags racerbiler kræver, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: ParkOne Racing)

– Frem til slutningen af april anede jeg faktisk ikke, at jeg skulle køre Le Mans i år. Det var sidste udkald, da der opstod en mulighed i LMP2-klassen, og jeg slog mig sammen med Anders Fjordbach og Mark Kvamme. Anders og jeg har kørt flere løb sammen, og vi fungerer godt, og det samme gælder for Mark, som har en kæmpe passion for motorsport og driver sit eget team i USA, som jeg også er tilknyttet. Da den danske virksomhed bag ParkOne så valgte at gå ind og støtte projektet som hovedsponsor, lykkedes det at samle enderne og starte ParkOne Racing. Det er kun lidt over en måned siden, det hele faldt på plads.


(Foto: ParkOne Racing)

– Med så kort forberedelse har der ikke været tid til det store testarbejde. Faktisk kørte vi bilen for første gang så sent som i søndags, men så er der jo godt, at vi alle tre har har kørt på Le Mans før. ParkOne Racing er drevet af det polske team Inter Europol, og selvom vi kun har kendt hinanden i nogle få dage, har vi fået et rigtig godt indtryk af holdet og deres folk. De deltager blandt andet i European Le Mans Series og sikrede senest et podie i VM-serien, så de ved, hvad det kræver at præstere. Ikke at det bliver nemt at sikre et godt resultat. LMP2 er proppet med stærke teams, og Le Mans er stadig et 24 timer langt udholdenhedsløb. Det vil være respektløst at sige, at vi kan vinde, for vi skal frem for alt være realistiske. Men det er fedt at være tilbage igen, og vi har store ambitioner. Og jeg har med tiden lært, at alt kan ske på Le Mans.


(Foto: ParkOne Racing)

Jan Magnussen, Anders Fjordbach, Mark Kvamme og resten af ParkOne Racing Inter Europol Competition stiller op i LMP2-klassen, som i år består af hele 24 biler. Trekløveret starter fra en syvendeplads i Pro/Am-kategorien, hvor ni biler kæmper om Le Mans-trofæet. Træningen blev skudt i gang onsdag den 7. juni og fortsatte med yderligere træning torsdag den 8. juni, før årets 24-timersløb på Le Mans flages grønt lørdag den 10. juni klokken 16.00. Løbet transmitteres live på TV 2, ligesom det også kan ses på Discovery+ og via den officielle FIA WEC App.


(Foto: ParkOne Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 09/06/23 - Le Mans - Michelin Le Mans Cup
  • 11/06/23 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  • 11/06/23 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk