TCR Denmark   30/05/23

Lars Højris løb næsten med det hele i Trofeo
TCR DenmarkSkiftet til Green Development har båret frugt for den vestjyske Cupra-kører. Ved Åbningsløbet var det lige før, Lars Højris gjorde rent bord blandt Trofeo-kørerne.


Lars Højris løb næsten med det hele i Trofeo.
(Foto: Stump Photo)

I tidtagningen var den grønne og hvide Cupra Leon Competicion blot fem hundrededele sekund fra at gå videre til Q2 for de ti hurtigste kørere i feltet. En 11. plads var dog rigeligt til at være den bedste af Trofeo-kørerne.

Successen fortsatte ufortrødent i de to første heat, hvor Højris uden stor konkurrence tog maksimumpoint til mesterskabet og samtidig sluttede på henholdsvis 10. og 9. pladserne i det generelle klassement. I finaleheatet kostede kontakt med en konkurrent et teknisk problem og fratog dermed vestjyden muligheden for at snuppe en tredobbelt Trofeo-sejr i årets første løb.


Lars Højris løb næsten med det hele i Trofeo.
(Foto: Stump Photo)

Med Højris ude af billedet i finaleheatet fik Meteor Racings to faste chauffører genrejsning efter at have været langt fra toppen af feltet i de to indledende heats. Allan Kristensen var bedste Trofeo-kører i finaleheatet foran René Povlsen.

Mest stabil var dog Johnny Vejlebo, der for første gang i karrieren stillede til start i en bil uden Peugeot-logo. Efter dannelsen af Stellantis Group er Alfa Romeo kommet under samme paraply som det traditionsrige franske bilmærke, så Peugeot-forhandleren fra Roskilde holder det i familien. Vejlebo havde en stabil weekend, selvom han i flere heat ganske ufrivilligt befandt sig i karambolage med konkurrenter.

Stillingen i Trofeo-mesterskabet efter Åbningsløbet:

1. Lars Højris Nielsen - 26 point
2. Allan Kristensen - 22 point
3. René Povlsen - 19 point
4. Johnny Vejlebo - 19 point
5. Kim König - 14 point
6. Christian Skaar - 13 point
7. Niels Nyboe - 6 point

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Lars Højris Nielsen
  • Green Development
  • Jyllandsringen
  • 21/05/23 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde