TCR Denmark   29/05/23

Rekord: 58.000 så TCR Denmark LIVE på DR1
TCR DenmarkMotorsportens comeback på Danmarks Radio var et brag af en succes. Tusindvis af danskere så med på både DR1, DRTV App og www.drtv.dk da den øverste klasse i dansk motorsport tørnede ud mod hinanden på FDM Jyllandsringen i årets første TCR Denmark afdeling.

De officielle seertal viser tydeligt, at det tætte ræs og de store personligheder i TCR Denmark-feltet har fanget danskernes interesse.

Seertallet toppede med 58.000 under både heat 2 og under finaleheatet i den direkte udsendelse, mens det gennemsnitlige seertal over den 1 time og 40 minutter lange udsendelse var 45.000 seere.


(Foto: Stump Foto)

Det er det højeste live seertal fra de danske baner i mange år.

Starten på samarbejdet mellem DR og TCR Denmark er således gået over al forventning.

Promotor for TCR Denmark, Martin Jensen, glæder sig over den store interesse for dansk motorsports topklasse; ikke mindst på vegne af "det næste kuld":

- Jeg er virkelig imponeret over den dækning, som DR har givet TCR Denmark. Det er en kvalitet, som ikke er set i dansk motorsport i mange år, og som seerne har taget godt imod. TCR kørere og teams fortjener den store opmærksomhed, som TCR Denmark nu får; især de unge kørere, der kæmper en benhård kamp for at komme frem i rækkerne og skabe en karriere i sporten.

Bestyrelsesformand for TCR Denmark, Bent Dyhre Hansen, er spændt på at se samarbejdet udvikle sig henover sæsonen:

- Vi er gentagne gange blevet imponeret og begejstret over DR's indsats omkring deres dækning af TCR Denmark, ikke kun i forhold til selve udsendelsen, men også i forhold til DR’s øvrige platforme. Jan Magnussen var i Aftenshowet og Casper Elgaard var i Tyvstart podcast, ligesom der har været artikler på www.dr.dk om TCR Denmark samt flere indlæg på DR Sportens Facebook og Instagram. Det er især glædeligt, at DR fokuserer på at seerne skal lære kørerne at kende, både deres meget forskellige personligheder samt deres passion for det, de gør på banen. De gode idéer står i kø så jeg glæder mig til at se samarbejdet og udsendelserne vokse i sæsonens løb.

TCR Denmark er tilbage på DR1 til anden afdeling på Ring Djursland

Når TCR Denmark indtager Ring Djursland den 18. juni er dansk motorsports kongeklasse igen at se på landets største TV kanal, DR1.

Heat 1 kan ses live kl. 11:15 på DRTV App, dr.dk/tv eller følgende link: https://www.dr.dk/drtv/kanal/drtv-live_192122

Heat 2 og 3 kan ses live kl. 14:00 på DR1, DRTV App, dr.dk/tv eller følgende link: https://www.dr.dk/drtv/kanal/dr1_20875

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • Ring Djursland
  • 18/06/23 - Ring Djursland - TCR Denmark
  • 21/05/23 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk