Formel 4   26/05/23

Podieplacering til Mathias Bjerre Jakobsen på Red Bull Ring
Debuten i det centraleuropæiske Formel 4-mesterskab endte med et topresultat for den københavnske racerkører.

Som et supplement til deltagelsen i det danske mesterskab har den 16-årige kører valgt at køre udvalgte løb på de udenlandske baner for at samle vigtige erfaringer bag rattet. Løbet på Red Bull Ring var første gang væk fra det danske mesterskab, så fokus var på læring frem for resultater.


Podieplacering til Mathias Bjerre Jakobsen på Red Bull Ring.

I kvalifikationen blev det dog tydeligt, at der var potentiale til mere end blot læring. Med femtehurtigste omgangstid - uden at have udnyttet bilen optimalt - begyndte det at dufte af pokaler. Selv var Mathias Bjerre Jakobsen dog stadig fokuseret på at lære mest muligt:

- Jeg fik ikke det optimale ud af kvalifikationen; jeg ramte simpelthen ikke lige omgangen rigtigt. En femteplads er stadigvæk rigtig fin, og der er masser at lære når man er med i spidsen af feltet, fortæller Mathias Bjerre Jakobsen, som i det første løb tog til takke med en sjetteplads.

Finaleløbet var til gengæld rigtig positivt. Med god fart i bilen og hjulpet lidt på vej af stridigheder mellem nogle af de førende biler kunne Mathias Bjerre Jakobsen køre i mål på tredjepladsen.


Podieplacering til Mathias Bjerre Jakobsen på Red Bull Ring.

- Jeg har lært rigtig meget i denne weekend. Alene det at køre på Red Bull Ring har været én af de helt store oplevelser. Det er en svær bane med nogle virkelig hurtige sving, som jeg ikke er vant til fra de danske baner, men til sidst fik jeg banen ind under huden og fik bygget farten op, siger Mathias Bjerre Jakobsen, der er glad for samarbejdet med det erfarne Jenzer Motorsport-team:

- Teamet har været mega professionelle fra start til slut og sørget for at jeg har lært mest muligt om bilen og køreteknikken. Det bliver fedt at få flere erfaringer sammen med dem - det tror jeg også kommer mig til gode på de danske baner, slutter Mathias Bjerre Jakobsen, der om halvanden uge er i aktion igen, når tredje afdeling af det danske Formel 4-mesterskab køres på Gelleråsen Arena i Sverige.

Mathias Bjerre Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Mathias Bjerre Jakobsen
  • Gelleråsen(Karlskoga)
  • Red Bull Ring
  • 05/06/23 - Gelleråsen(Karlskoga) - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk