Le Mans   04/05/23

ParkOne Racing: Jan Magnussen klar til 24-timers Le Mans med dansk hovedsponsor
Le MansJan Magnussen teamer op med den danske producent af elektroniske parkeringsskiver, ParkOne, når han sammen med Anders Fjordbach og Mark Kvamme stiller op til 100-års-udgaven af 24-timersløbet på Le Mans.


(Foto: ParkOne Racing)

Når 24-timersløbet på Le Mans fejrer 100-året med et brag af et løb den 10.-11. juni, er Jan Magnussen tilbage på startgridden. En spontan mulighed for at deltage i verdens største racerløb betyder, at den firedobbelte Le Mans-vinder nu stiller til start i LMP2 Pro/Am-klassen med danske Anders Fjordbach og amerikanske Mark Kvamme i et ambitiøst setup sponsoreret af selskabet bag verdens mest solgte elektroniske parkeringsskive, ParkOne.


(Foto: ParkOne Racing)

ParkOne Racing har i en sen manøvre sikret sig den ene af Inter Europol Competitions to LMP2-biler og skal dermed forsøge at vinde den franske klassiker sammen med et succesfuldt internationalt sportsvognsteam. Inter Europol Competition sikrede så sent som i sidste uge et podieresultat i FIA World Endurance Championship på Spa-Francorchamps, og mens teamet normalt kendes på sine karakteristiske grønne racerbiler, stiller Magnussen, Fjordbach og Kvamme op i unikt og genkendeligt ParkOne-design.


(Foto: ParkOne Racing)

Jan Magnussen: Vi glæder os helt vildt

– Kæmpe tak til ParkOne og Needit Denmark, som har udnyttet en fantastisk mulighed for at være med i verdens største racerløb. For mig personligt er det ekstra specielt, eftersom det bliver min 24. deltagelse i Le Mans. Det er vildt at tænke på, at jeg under mit første løb i 1999 sagde til journalisterne, at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Det var et meget problematisk ræs, og vi havde ikke en chance for at vinde, men min holdning ændrede sig, da jeg endelig kørte bilen over målstregen og så mit team stå og juble. Siden da har Le Mans været årets højdepunkt, og jeg er glad for at være tilbage igen. Med kun fem uger til start har vi begrænset tid til test og forberedelse, men med et stærkt hold i ryggen kombineret med et lineup af kørere med masser af langdistanceerfaring er vi optimistiske og glæder os til at komme i gang, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: ParkOne Racing)

Anders Fjordbach: Det er vores nye chance

– Jeg ser frem til at fortsætte kampen med Jan Magnussen efter et sjovt, men bestemt også udfordrende Le Mans i 2021. Nu får vi en ny chance, takket være ParkOne, som på kort tid har besluttet sig at gå all-in i programmet. At stille op med en dansk hovedsponsor i 100-året for et racerløb, som er så vildt populært blandt danskere, kan man jo kun være stolt over, lyder det fra Anders Fjordbach


(Foto: ParkOne Racing)

Mark Kvamme: Ser frem til dansk begejstring

– Jeg har allerede haft fornøjelsen af at dele racerbil med Jan (Magnussen, red.) gennem vores arbejde med MDK Motorsports i USA, og vi har ofte talt om en fælles indsats på Le Mans. Det bliver fantastisk at stille op med to så dygtige og erfarne kørere som Magnussen og Fjordbach, og samtidig glæder jeg mig til at opleve den enorme danske opbakning, man har hørt så meget om på Le Mans, lyder det fra Mark Kvamme.


(Foto: ParkOne Racing)

ParkOne: En oplagt mulighed

– Vores kunder er bilejere i hele verden, og dem er der virkelig mange af blandt Le Mans-fans. Derfor ser vi nogle oplagte muligheder i at være med i verdens mest eksponerede racerløb. Samtidig er det et godt match. ParkOne er gennem udvikling, hårdt arbejde og stærk performance blevet førende i verden, og det samme gør sig gældende for de teams, som kæmper sig til tops i racing. Vi er i dag et internationalt produkt med stærk vækst i flere lande, så det giver bestemt mening at tage del i et event med en så global rækkevidde som Le Mans, lyder det fra administrerende direktør hos ParkOne og Needit Denmark, Peter Vikkelsø Skou.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 11/06/23 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde