IMSA   19/03/23

Frederik Schandorff et halvt sekund fra podieplads på Sebring
Den danske McLaren-kører var knusende tæt på at tage sit første Sebring-podie, da 12-timersløbet blev afgjort i en tæt afslutning natten til søndag dansk tid.


(Foto: Inception Racing)

Der var dømt tæt kapløb, da det legendariske 12-timersløb på Sebring International Raceway i Florida natten til søndag dansk tid nærmede sig sin afslutning. Med 19 minutter igen blev en safetycar nemlig sendt på banen i kølvandet på et større crash, og med blot seks minutter tilbage af løbet blev kampen genstartet – nu med samtlige racerbiler tæt samlet i én lang kæde.


(Foto: Inception Racing)

På daværende tidspunkt var Frederik Schandorff bag rattet af Inception Racing-teamets McLaren 720 GT3 S EVO på en fjerdeplads i GTD-klassen, og danskeren gik hårdt til stålet for at sikre holdet en plads på podiet. Det lykkedes lige netop ikke, men med et gap på 2,4 sekunder til den vindende bil, var det blot et spørgsmål om meter. Schandorff sluttede 0,6 sekund fra tredjepladsen.


(Foto: Inception Racing)

– Det havde været fantastisk at slutte på podiet, men vi kan faktisk ikke tillade os at være andet end godt tilfredse. Vi stillede til start med en bil fyldt med opdateringer, som vi ikke havde haft mulighed for at teste grundigt igennem, og vi manglede generelt topfart i forhold til de hurtigste i klassen. Samtidig røg vi ned bagest i feltet efter en episode på én af løbets første omgange, og derfra handlede det kun om at komme tilbage i kampen igen, lyder det fra Frederik Schandorff.


(Foto: Inception Racing)

– Mod slutningen af løbet var vi igen med i toppen og fandt et moment, som gjorde det muligt at kæmpe for en top-tre. Vi blev afbrudt af en safetycar, hvilket gav os en ekstra chance, da feltet blev samlet igen. Men da løbet blev givet frit, måtte jeg bare indse, at dækkene var færdige, og samtidig var det risikabelt at sætte et angreb ind på tredjepladsen, da alle kørte som sindssyge til sidst. En fjerdeplads var det bedste, vi kunne opnå i dag.


(Foto: Inception Racing)

Takket være IMSA-mesterskabets pointregler, som i forbindelse med de længste langdistanceløb giver point ud fra den placering bilen har forskellige tidspunkter i løbet, betyder indsatsen på Sebring, at trekløveret fra Inception Racing nu har indtaget GTD-føringen i det amerikanske mesterskab.


(Foto: Inception Racing)

Næste opgave for Schandorff og teamkammeraterne Brenan Iribe og Ollie Millroy er tredje afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship, som finder sted i Long Beach syd for Los Angeles den 14.-15. april.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Sebring
  • 18/03/23 - Sebring - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk