FIA WEC   14/03/23

Michael Christensen skal dobbeltarbejde på hård amerikansk racerbane
World Endurance ChampionshipMichael Christensen kommer på hårdt arbejde i den kommende weekend, når han to dage i træk skal køre langdistanceløb på en af de mest krævende og fysisk hårde racerbaner, Sebring i Florida, USA.

Sebring har afviklet en af motorsportens helt store klassikere, 12 timers løbet på Sebring, intet mindre end 70 gange, men de seneste år har FIA også afviklet en VM afdeling for sportsvogne på banen i samme weekend.

VM-serien FIA WEC og den amerikanske IMSA-serie har afviklet løbsserier med en lille afvigelse i reglementet, men når de i år afvikler de to løb, er den hurtigste klasse, klassen for de nye Hypercars, identiske. Fredag køres årets første afdeling af VM "1.000 Miles of Sebring", hvor ialt 37 biler er til start og lørdag køres "12 Hours of Sebring" med et startfelt på 54 biler. Michael Christensen skal køre begge løb for Porsches fabriksteam, der i begge klasser stiller til start med deres nye Hypercar Porsche 963.


Michael Christensen skal dobbeltarbejde på hård amerikansk racerbane.
(Foto: Jan Kaiser)

Michael Christensen er fast mand for Porsche i VM serien, hvor han kører Porschen med startnummer 5 sammen med amerikanske Dane Cameron og franske Frédéric Makowiecki. I den amerikanske IMSA serie stiller Porsche til start med tre kørere ved langdistanceløbene og her er Michael Christensen kaldt ind til at dele Porschen med startnummer 7, sammen med brasilianske Felipe Nasr og australske Matt Campbell.

Løbene på Sebring, bliver en stor test for de nye Hypercars. Den meget ujævne bane, der i mange år har brugt sloganet "Respect the bumps", kommer til at udfordre holdbarheden på de nye flotte Hypercars, ligesom kørerne bliver fysisk presset i de hurtige biler. Det har altid været sagt, at kan bilen klare 12 timer på Sebring, så kan den også holde til 24 timer på Le Mans.

Feltet på Sebring byder på noget af det stærkeste i mange år. De store bilfabrikanter udfordrer hinanden i den hurtigste Hypercar-klasse og publikum kan forvente en lækkerbidsken indenfor sportsvognsracing. I FIA WEC stiller intet mindre end 11 biler op i Hypercar klassen. Udover Porsche teamets to biler kommer også Ferrari, Toyota, Cadillac, Vanwall og Glickenhaus med biler. IMSA-serien kalder deres Hypercar-klasse for GTP og til lørdagens 12 timers løb stiller 8 biler til start i den hurtigste klasse. Her bliver de to Porscher udfordret af biler fra Cadillac, Acura, og BMW.


Michael Christensen skal dobbeltarbejde på hård amerikansk racerbane.
(Foto: Jan Kaiser)

Michael Christensen vandt 12 timers løbet på Sebring i GT-klassen i 2014, men det bliver første gang, den tidligere verdensmester har mulighed for at tage en generel sejr på Sebring. Michael Christensen er ikke eneste dansker til start med mulighed for generel sejr. I fredagens VM afdeling stiller Mikkel Jensen til start for Peugeot og Nicklas Nielsen skal køre for Ferrari. Ved lørdagens 12 timers løb er Michael Christensen eneste dansker i klassen for Hypercars.

"Det bliver udfordrende, men fedt at stille op i to løbsserier i samme weekend" fortæller Michael Christensen fra Florida. "Jeg er selvfølgelig glad for, at det er mig Porsche har valgt til at køre begge løb. Det skal nok blive hektisk med møder, træninger og debriefs i begge teams, men jeg tænker det nok skal gå. Jeg føler mig godt tilpas i bilen, selvom vi fortsat har et udviklingsarbejde foran os. Vi fik testet i den officielle prolog i weekenden og nåede næsten alt, hvad vi har sat os for. Men i VM-serien tror jeg desværre, det bliver svært at matche Toyota, der trods alt har mange års erfaring i denne kategori.

Men Sebring kan være svær at forudse, så vi må se, hvordan løbet udvikler sig. Cadillac ser stærke ud og Ferrari ser også ud til at kunne blive en udfordring. Men nu kommer vi for alvor igang med de nye biler og så bliver det spændende at se styrkeforholdet. Jeg glæder mig til at køre løb på Sebring. Det er en rigtig old-school udfordrende racerbane og den bliver mere og mere ujævn år efter år. Men den er fed at køre ræs på, selvom det kan være rigtig svært at overhale, hvis du bliver fanget bag en langsommere konkurrent".

Tidsplan

FIA WEC, 1. afdeling, 1.000 Miles of Sebring
Fredag den 17. marts kl. 17.00 dansk tid

IMSA, 2. afdeling, 12 Hours of Sebring
Lørdag den 18. marts kl. 16.00 dansk tid

Michael Christensen Press

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Sebring
  • 17/03/23 - Sebring - FIA WEC - FIA VM
  • 18/03/23 - Sebring - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk