IMSA   21/01/23

Jan Magnussen på Daytona: Fantastisk at være tilbage!
Den firedobbelte Le Mans-vinder er tilbage i det amerikanske sportsvognsmesterskab, når han denne weekend forbereder sig til 24-timersløbet på Daytona sammen med Porsche-teamet MDK Motorsports.


(Foto: MDK Motorsports)

Han har tidligere vundet løbet sammen med Corvette Racing, men når Jan Magnussen stiller op til klassikeren Rolex 24 at Daytona den 28. januar, bliver det sammen med Porsche-teamet MDK Motorsports. Det bliver dermed comeback til det amerikanske sportsvognsmesterskab for den danske racerkører, som kørte sin seneste fulde sæson i 2019.


(Foto: MDK Motorsports)

– Det er fantastisk at være tilbage! Jeg har kørt en masse forskelligt ræs i både Danmark og udlandet, siden jeg tog afsked med Corvette Racing og General Motors efter 16 fede år. Men selv om jeg nyder at køre en racerbil næsten uanset hvorhenne i verden, så kan jeg tydeligt mærke, hvor meget, jeg har savnet USA. Det har jo været mit andet hjem siden 1999, hvor jeg kom hertil efter min Formel 1-karriere. Udover al den erfaring, jeg har skabt mig på de amerikanske baner, så har jeg også et enormt netværk i det amerikanske motorsportsmiljø, som så pludselig bliver aktiveret igen, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: MDK Motorsports)

– Jeg er glad for, at jeg nu får mulighed for at bruge den erfaring til at hjælpe et nyt team og nogle kørere, og ikke blot som coach på sidelinjen, men også bag rattet som teamkammerat.


(Foto: MDK Motorsports)

Jan Magnussen har i år teamet op med MDK Motorsports om at køre Michelin Endurance Cup, som består af IMSA-seriens fire langdistanceløb på henholdsvis Daytona, Sebring, Watkins Glen og Road Atlanta. Magnussen skulle på Daytona have delt holdets Porsche 911 GT3 R sammen med amerikanske Mark Kvamme og Trenton Estep samt Kevin Magnussen – men sidstnævnte blev forhindret grundet en operation i hånden. I stedet er amerikanske Jason Hart hyret ind.


(Foto: MDK Motorsports)

– Kevin er heldigvis helt okay. Han fik fjernet en mindre cyste fra sin ene hånd, og selv om operationen var temmelig harmløs og forløb helt som den skulle, blev han rådet til at holde sig i ro, så han kan være fit for fight inden Formel 1-sæsonen begynder. Det er naturligvis enormt ærgerligt, da både Kevin og jeg og havde set frem til at køre det her fantastiske løb sammen. Men der er fuld opbakning fra teamet, og vi må bare krydse fingre for, at vi får chancen igen en dag.


(Foto: MDK Motorsports)

Jan Magnussen – som intet mindre end fire gange har vundet det amerikanske sportsvognsmesterskab og foruden Daytona også har sejret på ikoniske baner som Sebring og Road Atlanta – forbereder sig i denne weekend på den kommende uges 24-timersløb. Rolex 24 at Daytona er 2023-sæsonens åbningsløb, og disse dage bruges således på at teste biler og grej, ligesom kvalifikationen til løbet også finder sted søndag.


(Foto: MDK Motorsports)

ROAR BEFORE THE ROLEX 24
TIDSPLAN – DAYTONA INTERNATIONAL SPEEDWAY


Fredag d. 20. januar
11.00 AM (17.00) – Practice #1 (90 min)
4.15 PM (22.15) – Practice #2 (105 min)

Lørdag d. 21. januar
11.15 AM (17.15) – Practice #3 (90 min)
3.10 PM (21.10) – Practice #4 (60 min)
6.30 PM (00.30) – Practice #5 (120 min)

Søndag d. 22. januar
1.25 PM (19.25) – Qualifying GTD (15 min)

Følg med på IMSA LIVETIMING


(Foto: MDK Motorsports)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 22/01/23 - Daytona - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk