ELMS   12/10/22

Vi kører for at vinde - resten handler om held
Der skal både en sejr og andres uheld til for at Malthe Jakobsen og COOL Racing kan vinde mesterskabet i European Le Mans Series. Finaleløbet køres i denne weekend på Portimaõ i Portugal.


(Foto: Malthe Jakobsen Motorsport)

Efter den ødelæggende påkørsel efter en halv time af løbet på Spa-Francorchamps er mesterskabschancerne reduceret til en teoretisk mulighed, og derfor har det schweiziske team sat ét eneste mål for weekenden:

- Vores konkurrenter skal slutte langt nede i rækkerne, og det har vi ikke indflydelse på. Derfor fokuserer vi benhårdt på det, vi har indflydelse på - vores eget resultat. Så vi skal vinde det racerløb. Groft sagt er det alt eller intet for os, siger Malthe Jakobsen, som har accepteret at han med stor sandsynlighed misser chancen for at blive europæisk mester i sportsvognsracing.

- Det er da ærgerligt, ikke mindst fordi titlen også udløser en startplads til Le Mans næste år. Men motorsport, og især langdistanceløb, handler om at få bilen hele vejen til målstregen, og der har vi været uheldige at få ødelagt et par løb i år. Men nu må vi se; intet er sikkert før det ternede flag bliver hængt ud efter fire timers racerløb!


Malthe er klar til årets sidste løb i European Le Mans Series
(Foto: Malthe Jakobsen Motorsport)

Siden den hurtige Thybo sikrede andenpladsen i IMSA-mesterskabet på Road Atlanta for halvanden uge siden har han været på arbejde hos COOL Racing i Schweiz. Forberedelserne til LMP2-debuten i Asian Le Mans Series er for alvor begyndt, og første skridt var at få støbt et sæde til den hurtigere prototyperacer.

- Der gik lige et par dage med at sidde stille og være meget tålmodig. Sådan et sæde skal være helt perfekt, så køreren sidder sikkert og trygt i cockpittet under løbene, siger Malthe, som dog også har haft tid til nogle fridage sammen med sine teamkammerater:

- Vi har cyklet på mountainbike i bjergene og egentlig bare slappet lidt af og snakket om en masse andet end hvordan vi skal køre i weekenden. Der er et virkelig godt sammenhold, både mellem os kørere og i hele teamet, så det er på en måde som at være sammen med familie, siger Malthe.


Der har været tid til afslapning forud for finaleweekenden
(Foto: Malthe Jakobsen Motorsport)

Onsdag går turen mod Portugal, og så går Malthe og COOL Racing tilbage i race mode. Udover finalen i European Le Mans Series køres også finalen i Michelin Le Mans Cup, hvor Malthe deltager sammen med Mo Smith. I skrivende stund er de to på fjerdepladsen i mesterskabet, men med et godt resultat i løbet, som køres søndag formiddag, kan de sikre sig en andenplads i mesterskabet.

Finaleløbet i European Le Mans Series starter klokken 14 på søndag og vises live på live.europeanlemansseries.com/en

Malthe Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Portimão
  • 16/10/22 - Portimão - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk