SuperCup   12/10/22

Intens mesterskabskamp i Yokohama SuperCup
Det begynder for alvor at spidse til i Yokohama SuperCup, efter pointene fra den 5. afdeling i 2022 blev fordelt på FDM Jyllandsringen.

Et flot felt på 13 kørere havde taget turen til den midtjyske bane, hvor kun Oldboysmesterskabet allerede var afgjort.

I Yokohama SuperCup 200 havde Peter Obel dog en god mulighed for også at kunne skrive den på 2022 CV’et, efter at have sikret sig Oldboysmesterskabet ved den foregående afdeling.

I det generelle mesterskab kom Martin Sørensen som mesterskabsførende, et enkelt point foran Oliver Rømer, mens Simon Birch stille og roligt sneg sig nærmere.


Mickey Mikkelsen (112) gjorde et på et tidspunkt til ren BMW front i Heat 2, med Martin Sørensen (181) lige bag sig
(Foto: JJ Media)

Løbsweekenden havde en noget skæv tidsplan, med kun tidtagning om lørdagen, mens alle tre heats skulle køres søndag.

Et regnvejr mellem fredag og lørdag havde efterladt banen godt og grundigt våd – og det hjalp da heller ikke, at der kom en let byge en time inden kørerne skulle ud på banen.

Her gav Simon Birch i første omgang en lektion til alle konkurrenterne, og var over 2 sekunder hurtigere i kvalifikationen, ned den næstbedste kører – holdkammerat Simon Seiersen. Klassen kører med en datalogger i alle bilerne, som registrerer bilernes hestekræfter, mens de kører rundt ude på banen. Der sidder et memorykort i den, som skal lagre de indsamlede data – men da klassens tekniske kontrollant skulle tjekke det efter kvalifikationen, var der ikke registreret noget på kortet. Umiddelbart blev kortet konstateret defekt – men manglende data giver en automatisk udelukkelse. Dermed skulle Birch starte 13’er.

Dermed skulle Simon Seiersen starte fra sin første Pole Position, foran Oliver Rømer og Morten Christensen.


Nick Stentved havde desværre endnu en svær weekend. Våd asfalt og ingen regndæk gjorde at kvalifikationen var lige til skraldespanden. Heat 1 måtte han trække sig fra, og ligeså i heat 2 – men heat 3 blev gennemført på en fin 4. plads.
(Foto: JJ Media)

Efter 24 timers ventetid, var det tid til heat 1. Her holdt Seiersen føringen gennem den første omgang, mens Martin Sørensen fik kørt sig fra startposition 4 til P2. Der gik dog ikke længe inden Simon Birch dukkede op i sidespejlene – og på løbets 3. omgang tog han føringen af løbet, og så sig ikke tilbage. En optørrende bane gjorde at Peter Obel kunne hænge på de normalt hurtigere Yokohama SuperCup biler, da han havde satset på regndæk på bagakslen, og tørvejrsdæk på forakslen. Det lykkedes Oliver Rømer at kæmpe sig fremad i feltet igen, efter at have været nede på 4. pladsen. Så da de 12 omgange var kørt, sluttede Simon Birch foran Simon Seiersen, og med Rømer på P3.


Desværre kostede et knækket motorophæng den videre deltagelse for Dan Pedersen, kort inde i Heat 1. Så han nåede aldrig at få afprøvet 308’erens potentiale.
(Foto: JJ Media)

I Yokohama SuperCup 200 vandt Peter Obel i suveræn stil, foran Tom Jørgensen og Jeff Nigel Lyngø-Grosen. De forskellige dækvalg gav desværre stor spredning på det felt.

Obel var også den bedste Oldboyskører, foran Jan Vestergaard og Tom Jørgensen.

Da top-8 slutresultatet blev vendt rundt som startopstilling til heat 2, skulle Vestergaard starte fra Pole, foran Mickey Mikkelsen og Peter Obel.

Hurtigt var Mikkelsen i front af feltet, mens Martin Sørensen bremsede sig forbi Vestergaard, for enden af publikumslangsiden. Der var lidt kontakt mellem Nick Stentved og Peter Obel, hvilket desværre kostede en bukket bærearm til Stentved, så han måtte udgå.


Martin Sørensen (181) var med helt fremme i både heat 1 og 2, indtil teknisk uheld fjernede den videre pointhøst
(Foto: JJ Media)

Simon Birch var kommet rigtig skidt af sted fra startgridden, og var derfor langt bagude, da kørerne kom ned i det første sving. Til gengæld skar han gennem feltet, som en varm kniv gennem smør. Få omgange inde i løbet, var han i front, og distancerede herefter resten af feltet, og viste god fart på nu helt tør asfalt.

Der var mere drama, da Martin Sørensen pludselig kørte langsomt, efter flere omganges kamp med Oliver Rømer, og måtte køre i pit. Det var det sidste vi så til ham i weekenden, da koblingen var gået sig en tur, og han ikke kunne nå at få den udskiftet inden 3. og sidste heat.

Simon Birch tog sejren i Heat 2, foran Oliver Rømer, og med Mickey Mikkelsen på P3, efter at have forsøgt at hænge på Rømer gennem størstedelen af heatet.


Morten Christensen kom hurtigt op i fart igen, efter et års pause siden seneste løb. Han giver podiejagten et skud mere i Padborg i den kommende weekend.
(Foto: JJ Media)

Peter Obel tog igen Yokohama SuperCup 200 sejren, foran Tom Jørgensen og Jeff Nigel Lyngø-Grosen.

Oldboys sejren gik også til Obel, foran Jørgensen, mens Jan Vestergaard fik en 3. plads reddet hjem, på trods af en split faldt af hjulophænget et par omgange før mål.


Simon Seiersen (24) og Oliver Rømer (31) havde en forrygende duel i Heat 3, som først blev afgjort på de allersidste metre
(Foto: JJ Media)

Jeff Nigel Lyngø-Grosen startede fra Pole i Heat 3, foran Tom Jørgesen og Peter Obel. Derfor var der lagt op til en Yokohama SuperCup 200 kamp, helt ude i fronten af feltet. Jeff blev dog kødet i en bilsandwich i Sving 1, hvilket endte med et spin for ham. Det gjorde at han måtte trække sig fra kampen, hvor han mistede et par omgange i pitten, inden han kunne vende tilbage til banen.

Morten Christensen havde føringen rundt på de første par omgange, inden Simon Birch havde fået overhalet de 7 biler foran sig, og for 3. gang ud af 3 mulige lå sig i front i weekenden. Bagved var der en umådelig tæt kamp mellem Christensen, Simon Seiersen og Oliver Rømer. Her fik de to sidstnævnte dog kørt sig forbi Christensen, og fortsatte deres interne kamp gennem alle 13 omgange. Længe så det ud til at Rømer kunne køre 2. pladsen hjem, Seiersen fik et godt tilløb ud af det sidste sving, og snuppede andenpladsen fra Rømer på de allersidste meter. Efterfølgende nævnte Rømer, at bilen ikke havde accelereret helt som normalt, på vej ud af sidste sving. Men der var kun 0,026 sekund mellem de to biler, henover målstregen.


Det lykkedes ikke Lars Christensen at få kørt nogle Oldboys pokaler hjem denne weekend. Han forsøger dog igen på Padborg Park på lørdag og søndag.
(Foto: JJ Media)

Tom Jørgensen og Peter Obel havde en forrygende, og ikke mindst højlydt duel omkring sejren i Yokohama SuperCup 200. Begge kørere fik nemlig problemer med deres respektive bilers udstødninger, så den lille Renault Clio III til tider næsten lød som en hel F16, når Obel kørte ned af langsiden, mens Jørgensens bil var lidt mere afdæmpet, men trods alt mere støjende end ellers. Jørgensen tog sejren blandt 200 bilerne, foran Obel, mens Jeff Nigel Lyngø-Grosen fik en 3. plads reddet hjem.

Jan Vestergaard sluttede med sejren i weekendens sidste Oldboys duel. Her sluttede Tom Jørgensen på andenpladsen, og Peter Obel på en for ham usædvanlig 3. plads.


Jan Vestergaard var ude at køre i lejebil i weekenden, og sluttede weekenden af med en sejr blandt Oldboyskørerne
(Foto: JJ Media)

Med weekendens resultater er Peter Obel nu sikker på også at vinde Yokohama SuperCup 200 mesterskabet. Til gengæld har Tom Jørgensen stadig en matematisk mulighed for andenpladsen, som Jeff Nigel Lyngø-Grosen aktuelt indtager.

I Oldboysmesterskabet er Peter Obel som tidligere nævnt allerede mester, mens Tom Jørgensen er meget sikker på at matematisk have sikret sig P2, og med Lars Christensen på 3. pladsen.

I det generelle Yokohama SuperCup mesterskab er Oliver Rømer gået i føring af stillingen. Simon Birch er rykket frem på andenpladsen, foran Simon Seiersen, mens koblingsproblemet sendte Martin Sørensen hele vejen fra P1 til P4 i den samlede stilling.


Simon Birch viste imponerende fart gennem hele weekenden – defekt memorykort eller ej – og henter ind på Oliver Rømer på førstepladsen i mesterskabet med stormskridt
(Foto: JJ Media)

Kørerne skal allerede i aktion igen i den kommende weekend. Her skal sæsonfinalen køres på Padborg Park.

I skrivende stund har 7 kørere tilmeldt sig løbet, men forhåbentlig kommer der et par stykke mere i de kommende dage.

Naturligvis er top-3 i mesterskabet, Rømer – Birch – Seiersen på startlisten, mens Martin Sørensen er på jagt efter en ny kobling til raceren. Han har mere eller mindre opgivet sæsonen, og har indtil videre ikke tilmeldt sig finaleløbet. Morten Christensen stiller op for anden weekend i træk, da han har fået mod på mere ræs, efter at have holdt pause gennem de første fire afdelinger i år.


Peter Obel kan nu også kalde sig Yokohama SuperCup 200 mester 2022, efter et særdeles højlydt Heat 3, med udstødningen slæbende bagefter sig
(Foto: JJ Media)

Vi kan kun opfordre jer tilskuere til at komme til Padborg Park i weekenden – men skulle man være forhindret, kan sæsonafgørelsen også følges på youtube.com/SuperGTDanmark.

Tidsplanen for weekenden i Yokohama SuperCup lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Kvalifikation 11.30
Løb 1 17.21

Søndag
Løb 2 09.25
Løb 3 14.25

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • Padborg Park
  • 09/10/22 - Jyllandsringen - SuperCup
  • 16/10/22 - Padborg Park - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde