Rally   06/10/22

Til Sardinien for at varme op til dansk DM-finale
Simon Vallentin og Sarah Haulrik stiller op i et stærkt felt med kørere fra 14 lande.


Den danske duo har fået en Mitsubishi Lancer Evo VIII stillet til rådighed til weekendens TER-finale på Sardinien.
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

Onsdag fløj de danske rallykørere Simon Vallentin og Sarah Haulrik, Holbæk/Fredericia, til Sardinien for at køre Rally Terra Sarda, der er den syvende og sidste runde i dette års Tour European Rally; en turnering hvori Simon Vallentin tidligere har deltaget.

Denne gang er han imidlertid med på en særlig invitation og kommer sammen med Sarah Haulrik til start i en 4-hjulstrukket Mitsubishi Lancer Evo VIII, som den danske duo får stillet til rådighed. Men det bliver i et stærkt felt af konkurrenter.


Vallentin Motorsport satser i 2023 på en fabriksny Hyundai i20 N Rally2 og bruger pausen i 2022 til at vedligeholde formen i sprintløb og Dansk Super Rally-finalen i Stoholm.
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

- Vi skal køre i klasse med en sværm af R4- og R5-biler, og der bliver afgjort ikke givet ved dørene. Nu kommer vi heller ikke med store ambitioner og forventninger, men vil selvfølgelig yde vort bedste og i øvrigt tage det som en oplevelse og udnytte muligheden for at få erfaring med et område, hvor der også køres VM-rally.

- Det ville da være dumt at sige nej til en invitation med alt betalt. Desuden kan det føre til nye kontakter, fastslog Simon Vallentin, før han og Sarah Haulrik fløj mod Middelhavet.


Torsdag og fredag har Simon Vallentin og Sarah Haulrik gennemkørt samtlige hastighedsetaper og lavet noter, så de er optimalt forberedt på weekendens Rally Terra Sarda. Sarah Haulrik har adskillige års erfaring som co-driver, og trådte til som stand-in for Vallentins sædvanlige rallymakker, Peter Egholm.
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

Det er TER-promotor Luca Grillis, som har inviteret Simon Vallentin til Sardinien for at køre det godt 325 kilometer lange Rally Terra Sarda med omkring 80 kilometer hastighedsprøver og et internationalt startfelt med adskillige topkørere, bl.a. Hayden Paddon fra New Zealand, som har været fabrikskører i VM-turneringen. Der er tale om et internationalt rallyfelt med kørere fra i alt 14 lande.

Luca Grillis kontaktede i weekenden Simon Vallentin og bad ham komme til Sardinien, og så fik denne ellers travlt. For han skulle både have fornyet sin internationale licens, booket flybilletter og ikke mindst finde en stand-in for sin sædvanlige co-driver, Peter Egholm, Kirke Hyllinge. Med det korte varsel kunne sidstnævnte ikke nå at blive klar, så derfor trådte Sarah Haulrik til.


Simon Vallentin tog imod invitationen til at køre med i weekendens Rally Terra Sarda 2022 på Sardinien, og kommer i stærkt selskab med bl.a. den new zealandske VM-kører Hayden Paddon. Rally Terra Sarda køres i den nordøstlige del af Sardinien med start lørdag i Tempio Pausania og mål søndag i Porto Cervo.
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

Torsdag og fredag gennemkører danskerne rallyets 11 hastighedsprøver og laver noter. Rally Terra Sarda starter lørdag middag i Tempio Pausania og slutter søndag i Porto Cervo.

- Jeg er spændt på, hvad vi kan få ud af det. Under alle omstændigheder bliver det jo en oplevelse i sig selv, konstaterede Simon Vallentin inden afrejsen.


En af hastighedsetaperne er den godt syv kilometer lange og snoede Prova del Giganti. Foruden en henved to kilometer lang prøve i et byområde er der fem hastighedsetaper, som skal gennemkøres to gange. Ialt skal der køres 11 hastighedsprøver.
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

Om ikke andet kan Rally Terra Sarda bidrage som opvarmning til Simon Vallentins kommende entre i dels KOMO Rallyspecial ved Høng den 15. oktober og finalerunden i Dansk Super Rally den 4.-5. november. Begge løb kører han i en lejet 4-hjulstrukket Subaru Impreza fra Rådbjerg Racing i Jyderup.

Om det foregår i Danmark eller på Sardinien er ikke afgørende, bare formen vedligeholdes mens han venter på en ny bil til sæson 2023, som skal køres i en fabriksny Hyundai i20 N Rally2.

Vallentin Motorsport

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde