DM Rally   05/10/22

Marco Gersager: ”Det var et løb til glemmebogen.”
Weekendens Cimbern Rally gik ikke efter planen for Marco Gersager. Kort før mål på den syvende af løbets ti hastighedsprøver kom GM Motorsports Skoda Fabia Rally2 udenfor vejen og endte i vejkanten med det ene hjulpar hængende over en grøft og det andet svævende over asfalten.

”Det var et løb til glemmebogen,” konstaterer Marco Gersager. ”Vi begik desværre en række småfejl, og den sidste af dem endte med, at vi ikke kunne fortsætte. Det eneste positive var, at bilen ikke tog skade. Den stod på bunden, og så snart den var blevet trukket fri, kunne vi selv køre den tilbage til servicepladsen og læsse den i lastbilen. Der kom bare en lillebitte revne i forkofangeren. Det var alt!”


De nordtyske veje var udfordrende for Marco Gersager og Ole R. Frederiksen
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Da Marco Gersager og Ole R. Frederiksen ufrivilligt måtte kaste håndklædet i ringen, indtog de en generel syvendeplads i Cimbern Rally, der talte til såvel det danske som det tyske rallymesterskab.

” Vi lagde ud i et godt tempo, men på den første hastighedsprøve havde vi desværre en notefejl, så jeg kom med for høj fart til et sving. Heldigvis var der et hul i en hæk, som jeg kunne komme igennem, men vi skulle lige ud på en mark og vende først, inden vi kunne fortsætte,” siger Marco Gersager.

”På den næste hastighedsprøve var jeg bare opsat på at indhente noget af det tabte, men jeg blev for ivrig og snurrede rundt. Ole og jeg var noget overraskede over, at vi efter de to episoder kunne indtage syvendepladsen ved nattepausen.”


7 var startnummeret og den placering havde Marco Gersager og Ole R. Frederiksen gennem det mest af Cimbern Rally.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Hvor fredagsdelen var foregået i tørvejr, var det regn, deltagerne blev mødt med, da løbet blev genoptaget lørdag.

”På den første hastighedsprøve lørdag måtte vi en tur ud på en mark, da hjulene låste henimod et vinkelsving,” fortæller Marco Gersager. ”Den efterfølgende hastighedsprøve var perfekt, men så var det, at jeg kom udenfor sporet på den næste hastighedsprøve.”

”Det var så dumt, for det var anden gang, at vi skulle igennem svinget, men jeg opdagede pludselig en official, som stod ude på en mark tæt ved. Det fjernede mit fokus, og jeg fik bremset for sent.”

GM Motorsport havde håbet på med et topresultat at kunne holde liv i mesterskabsdrømmene, men det lykkedes ikke.

”Det var noget hø, men der skal lyde et stort tillykke til Kenneth Madsen og Mette Felthaus, som tog Rally2-titlen,” siger Marco Gersager. ”Det var fuld fortjent, men vi har vist, at vi kan præstere på deres niveau. Nu vil vi holde fokus på at køre en god finale og vise, at vi er med, fordi vi kan køre stærkt.”

GM Motorsport


Læs mere om:
  • Marco Gersager
  • Ole R. Frederiksen
  • Tyskland
  • 30/09/22 - Tyskland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk