SuperCup   04/10/22

Slutspurten starter for Yokohama SuperCup
Slutspurten i Yokohama SuperCup starter for alvor denne weekend, hvor 2022 sæsonens 5. afdeling bliver afviklet på FDM Jyllandsringen.

Det er 2. gang i 2022 at klassen besøger banen lige udenfor Silkeborg.

Vi får at se om kørerne går lidt forsigtig til opgaven, da sæsonfinalen allerede skal køres weekenden efter på Padborg Park – men inden da skal der lige fordeles 3 heatsejre i det midtjyske.

Martin Sørensen kommer til weekenden som mesterskabsførende, men kun med et sølle point til Oliver Rømer på andenpladsen. Bag dem, er der et lille hul ned til Simon Birch, som kommer blæsende med fuld fart. Den unge debutant i klassen har taget 8 ud af de 9 seneste heatsejre i klassen, og fortsætter han den tendens i denne og næste weekend, må alle konkurrenterne give fortabt.


Martin Sørensen kommer til FDM Jyllandsringen som mesterskabsførende – kan han holde føringen gennem hele weekenden?
(Foto: JJ Media)

Mesteren i Oldboysmesterskabet er allerede fundet, men andenpladsen mangler stadig at blive afgjort. Tom Jørgensen er aktuel 2’er, og er også tilbage på asfalten denne weekend. Han bliver dog udfordret af Lars Christensen, som har fundet Seat Leon raceren frem igen. Sidst men ikke mindst er Jan Vestergaard tilbage på banen. Denne gang bliver det dog ikke i Peugeot 307’eren, men i stedet i en Seat Ibiza, så han håber på at kunne være med helt fremme blandt de forreste placeringer generelt.

Blandt Yokohama SuperCup 200 kørerne skal Peter Obel forsøge at doble op på titlerne. Lige nu er han 31 point foran Jeff Nigel Lyngø-Grosen, og kan han bevare den afstand weekenden igennem, er han mester. Tom Jørgensen vil forsøge at køre sig tilbage på 3. pladsen blandt bilerne med maksimalt 200hk målt på klassens datalogger, og det bliver med sikkerhed en spændende kamp at følge.

Det bliver også til et par comeback i weekenden. Morten Christensen er tilbage på banen med hans Audi TTS, som har holdt hjemme i garagen indtil nu i år. Dan Pedersen kommer med en Peugeot 308, som han ikke tidligere har kørt ræs i, så det bliver bestemt også spændende at følge.


Peter Obel har allerede sikret sig en titel. Denne weekend skal han forsøge at køre endnu en titel i hus.
(Foto: JJ Media)

Derudover har vi gengangere som Simon Seiersen, Nick Stentved, og Mickey Mikkelsen, som helt sikkert vil forsøge at kæmpe med omkring podieplaceringerne. Alle tre har allerede haft sølvtøj med hjem fra 2022 sæsonen.

Weekenden har en lidt speciel opbygning, hvor der kun skal køres kvalifikation om lørdagen, mens alle tre heats skal køres i løbet af søndagen.

Da weekendens løb desværre ikke vises på live stream, er det kun en endnu bedre ide at møde op på FDM Jyllandsringen søndag formiddag, og se en dag med masser af godt ræs. Der er flere af de andre løbsklasser, som har sidste løbsweekend, så de kommer med sikkerhed til at kæmpe hårdt for deres mesterskaber.


Jeff Nigel Lyngø-Grosen har arbejdet på at løse bremseproblemerne hjemme på værkstedet. Forhåbentlig får vi den sande fart fra en hvide VW Polo GTI at se denne weekend, efter han har måttet køre med ekstra sikkerhedsmargin de seneste weekender.
(Foto: JJ Media)

Tidsplanen for weekenden i Yokohama SuperCup lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Kvalifikation 09.35

Søndag
Løb 1 10.35
Løb 2 12.55
Løb 3 16.40

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 09/10/22 - Jyllandsringen - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk