Special Saloon   22/08/22

Hold øje med Special Saloon Car til Grand Prix'et
Der er blevet fyldt godt op i feltet til Grand Prix Danmark. Flere velkendte navne er tilbage i klassen på årets største løbsweekend - og et par af dem bedre kendt end andre.


(Foto: Boxengasse)

I Division 1 får Dan Pedersen selskab af Oliver Rømer og hans Seat Ibiza. Fremme i Division 2 har Niels Nyboe taget sin Cupra TCR med til at bide skeer med de faste deltagere, som også får selskab af et par velkendte navne. Både Ole Sondrup og Frederik Normann har deltaget i klassen ved flere lejligheder med hver deres BMW M3.

Walther Trabjerg får Michael Bergmann som konkurrent i Division 3. Bergmann har været fast inventar i klassen med sin Porsche 991 GT3 Cup i flere sæsoner, så det bliver spændende at se om der er groet rust på talenterne, eller om Walther skal grave dybt for at hente en topscore med hjem.


(Foto: Kim Gripping)

Division 4 byder traditionelt på de høje antal hestekræfter og lidt mere ædle maskiner. Grand Prix Danmark bliver ingen undtagelse, når familien Nissen i Lamborghini tager kampen op mod Lars E. Pedersens Honda NSX GT3. Men i denne weekend er der to andre faktorer, som skal tages med i regnestykket.

Den ene faktor er Henrik Schou Jensen, som stiller op i intet mindre end den danske Aquila CR1. For år tilbage dominerede den lave prototype fra Gram klassen, men kan den bide skeer med biler fra Lamborghini, Porsche og Honda?

Apropos Porsche, så er en anden gammel kending tilbage i klassen. Han har været omkring lidt andre baner på det seneste, men hans erfaringer fra 24 timers-løbet på Le Mans og FIA World Endurance Championship bør få konkurrenterne til at ryste lidt i bukserne. Mikkel O. Pedersen er tilbage bag rattet i en Porsche 991 Cup-racer i Special Saloon Car!

Fredag eftermiddag køres den første træning til Grand Prix Danmark, mens lørdag byder på tidtagning og første heat. Søndag køres andet og tredje heat af klassens tredje afdeling i 2022.

Special Saloon Car


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/08/22 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde