Hill Climb   08/08/22

Bilfest på Munkebjerg
Gratis at se biler fra 1929 til 1990 køre race op ad bjerget
På søndag byder Munkebjerg Hillclimb på et overflødighedshorn af sjældne, smukke og potente, gamle biler, der kører race op ad Danmarks eneste ægte bjergvej fra Vejle Fjord til Munkebjerg Hotel.

Publikum kan blandt andet møde en Mercedes-Benz SSK fra 1929, en Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa Formel 1-bil fra 1950 samt en Toyota Celica GT 2000 fra 1973, som blev anvendt af Toyotas fabriksrallyteam under ledelse af svenskeren Ove Andersson.

Munkebjerg Hillclimb kaldes ikke uden grund Danmarks smukkeste motorløb.

Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen fra 9-17, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel. Kommer man i en klassisk bil, kan man parkere på hotellets parkeringsplads tæt ved ryttergården. Desuden er der gratis shuttlebus hele dagen mellem ryttergården ved hotellet og startområdet ved stranden.

74 deltagere er med i årets udgave af Munkebjerg Hillclimb.


Jørgen Strøjer fra Assens kører opvisning i sin Mercedes-Benz SSK fra 1929. Den regnes som bilen, der grundlagde Mercedes-mærkets ry.
(Foto: Michael Eisenberg)


Ferrari-eksperten Kaj Bertelsen fra Viborg i stiller op med en Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa fra 1950. Bilen er kun bygget i et eneste eksemplar og deltog i det første italienske Grand Prix til Formel 1 VM på Monza i 1950.
(Foto: Michael Eisenberg)


En af de mest spændende biler i Munkebjerg Hillclimb præsenteres af Kristian Mulvad fra Struer. Det er en Toyota Celica GT 2000 fra 1973, som er blevet anvendt af både Ove Andersson og Hannu Mikkola i midten af 1970erne til VM i rally. Mulvad var selv en af landets bedste rallykørere i perioden 1985-95.
(Foto: Michael Eisenberg)


Fra Fredericia kommer Visti Petersen i sin fine Fiat Abarth fra 1970; en respekteret bil på de danske racerbaner dengang.
(Foto: Michael Eisenberg)


Erik Pedersen fra Børkop stiller op i sin lynende hurtige Mazda RX-7 fra 1979, og han er blandt favoritterne til totalsejren.
(Foto: Michael Eisenberg)


Mads Nygaard fra Vejle møder vanen tro op med sin Lotus Seven S1 fra 1960, en bil, der er noget nær det nærmeste, man kan komme på at opleve følelsen af at køre racerbil på offentlig vej.
(Foto: Michael Eisenberg)


Fra Bredsten kommer Ole Karlsen med en Fiat 128 Rally, en af datidens mest solgte personbiler, men samtidig i Rally-varianten en effektiv rallybil på de danske hastighedsprøver.
(Foto: Michael Eisenberg)


Storfavorit til totalsejren i Munkebjerg Hillclimb er som før Heino Mejer fra Gedved i Volvo 242 Turbo fra 1983. Han har vundet fem gange tidligere.
(Foto: Michael Eisenberg)


Vincenzo Santangelo fra Hinnerup stiller op i sin specialbyggede Fiat X1/9 Dallara Abarth fra 1973. Han har vundet Munkebjerg Hillclimb tre gange tidligere.
(Foto: Michael Eisenberg)


Per G. Hansen fra Ringsted stiller op i Munkebjerg Hillclimb i sin potente BMW M3 fra 1987. Han har endnu en sejr til gode i det stjernebesatte løb, skal det blive i år?
(Foto: Michael Eisenberg)


Efter 10 års pause tilbage på toppen: Fra Amager kommer Christian Jakobsen til Munkebjerg Hillclimb i en Ford Escort BDG med 265 hestekræfter; en bil af samme type som den, finnen Ari Vatanen blev verdensmester med i 1981
(Foto: Mark Lundemann Nielsen)


Banen på Munkebjerg Hillclimb er 1,6 kilometer lang med en række krævende sving. Man ser bedst de klassiske biler køre stærkt ved punkterne 1, 4 og 7.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Munkebjerg
  • 13/08/22 - Munkebjerg - Hill Climb
  • 14/08/22 - Munkebjerg - Hill Climb

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk