Le Mans   10/06/22

Nicklas Nielsen før starten på 24-timers Le Mans: Vi er klar til kamp
Le MansEn udfordrende kvalifikation har ikke taget modet fra Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo, som efter sidste års GTE Am-sejr i år stiller op i LMP2 Pro/Am i 24-timersløbet på Le Mans. Trekløveret fra AF Corse er klar til kamp.


(Foto: AF Corse)

Nicklas Nielsen forudser endnu et hårdt Le Mans, når starten går til 24-timersløbet lørdag eftermiddag. Den danske Ferrari-fabrikskører, som sidste år vandt GTE Am-klassen, er i år skiftet til den hurtigere og større LMP2-klasse, hvor han sammen med sine faste makkere fra AF Corse, italienske Alessio Rovera og franske Francois Perrodo, skal forsøge at erobre den prestigefulde titel.


(Foto: AF Corse)

Trekløveret stiller op i Pro/Am-kategorien, og forberedelserne har ikke været nemme, hvilket blandt andet kunne ses på en udfordrende kvalifikation, hvor den blanke AF Corse Oreca 07 #83 sluttede på en skuffende 22. plads.


(Foto: AF Corse)

– Kvalifikationen onsdag afspejlede slet ikke vores fart og blev hæmmet af et rødt flag, regnvejr og en lidt rodet indsats generelt. Det havde været fedt at kunne sætte en tid helt oppe i front, som vi gjorde i vores debutløb på Sebring, hvor vi tog pole position i LMP2-klassen. Men vi har 24 timer til at bevæge os op gennem feltet, så vi har fokuseret på at få skabt en stærk løbsbil. Det virker til, at det er lykkedes, for i de sidste træninger torsdag føltes bilen god, og vi var med på farten. Så håber vi bare, at det fortsætter, når ræset skydes i gang, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: AF Corse)

– Vi skal stadig huske, at vi er rookies på Le Mans. Det er første gang både kørerne og teamet stiller op i LMP2-klassen, og vi er oppe imod nogle utroligt dygtige og erfarne teams, som er specialiseret i LMP2 og været her i mange år. Vi har fra starten vidst, at vi skal holde stilen fra VM-serien og gøre vores bedste, og så må vi se, hvad der sker i løbet af de 24 timer. Men indtil da synes jeg, at vi kan være godt tilfredse med vores forberedelse.


(Foto: AF Corse)

Hele 27 biler stiller op i LMP2-klassen på Le Mans i år. Årets udgave af 24-timersløbet er samtidig den 90. udgave af den franske klassiker. Ræset skydes i gang lørdag den 11. juni klokken 16.00, og løbet kan følges live på TV 2, Eurosport og Discovery+ eller via den officielle FIA WEC-app.


(Foto: AF Corse)

Nicklas Nielsen

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Le Mans
  • 12/06/22 - Le Mans - FIA WEC - FIM VM
  • 12/06/22 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk