TCR Denmark   26/05/22

Mesterskabsduellen rammer bakkerne på Djursland
TCR DenmarkTCR Denmark er i den kommende weekend klar til en tur i rutsjebanen - i bogstaveligste forstand, for forude venter sæsonens korteste og mest kuperede bane. En på alle måder helt anderledes udfordring end sæsonpremieren på Padborg Park - og en bane, hvor Hondas tidlige dominans i TCR Denmark meget vel kan blive brudt.

Dels kører Honda-racerne denne weekend med succesballast, og dels var Cupra Competicion i fjor et ekstremt stærkt match til den snørklede Ring Djursland. Derfor forventer mesterskabets aktuelle etter, Kasper H. Jensen også en weekend, hvor der skal kæmpes for pointene.

- Djursland var lidt af et Cupra Wonderland sidste år. Vi har 40 kilo succesballast med i weekenden og derfor venter jeg også tre løb, hvor vi skal forsøge at optimere og frem for alt køre de point ind, som det kan blive til. Såfremt tendensen er som i 2021, så bliver Cupra virkelig stærke, og jeg har en fornemmelse af, at en kører som Michael Markussen godt kunne gå hen at blive rigtig giftig, konstaterer Kasper H. Jensen.


Kasper H. Jensen ser frem mod en weekend, hvor der bliver hård kamp for pointene - blandt andet takket være Honda-racernes succesballast.

Den dobbelte mester fik kamp til stregen i sæsonpremieren fra TPR Motorsports Mike Halder. Og netop fighten med TCR Denmarks første tyske deltager er noget, som Kasper H. Jensen satte pris på.

- Det er fantastisk at få en kører som Mike ind i gamet. Han kender de her biler virkelig godt, men har ikke kørt på de danske baner før - og så er det for serien virkelig godt, at vi har fået en ekstra kører ind, som bare kører stærkt og samler en masse fart i løbet af en weekend, forklarer Kasper H. Jensen.


I 2021's eneste løb på Djursland var Cupra-racerne fra LM Racing særdeles stærkt kørende.

Mike Halder er klar til ny kamp

Én af sæsonpremierens positive overraskelser var TPR Motorsports Mike Halder, som sprang direkte ind og viste masser af fart på Padborg.

En skrivebordsafgørelse efter finalen endte med at sætte Halder tilbage efter en flot sæsonstart, og han ligger aktuelt på fjerdepladsen efter GMB Motorsports Gustav Birch med 55 point samt Insight Racings Jacob Mathiassen og Green Developments Nicolai Sylvest, der begge har 48.


Mike Halder, her i #77, kørte en stærk sæsonpremiere i Padborg, men blev i weekendens finaleheat tildelt en straf efterfølgende.

Mike Halder står derfor ikke blot i en tæt konkurrence, men han står i den kommende weekend også overfor en ny bane som kører. Og så alligevel ikke - faktisk er Mike Halder ikke helt ubekendt med Ring Djursland. Sidste år var han med netop TPR Motorsport i rollen som coach, og derfor er TCR Denmarks nye, tyske navn først og fremmest spændt på at se, hvad kombinationen af årets gode pace og sidste års erfaringer kan blive til.

- Vi havde helt sikkert farten i premiereweekenden, men jeg må også sige, at mange ting i forhold til bilen og opsætningen er markant anderledes på de her baner. Jeg tror vi har en skarp pakke med til weekenden, så selvom jeg ikke har kørt på Ring Djursland før, så har jeg kunnet studere data og video fra sidste års løb der, forklarer han.


Mike Halder i interview med TCR Denmarks TV-kanal.

Mike Halder tilføjer:
- Vi har gjort hvad vi kunne for at få en god forberedelse i hvert fald. Jeg tror, meget afhænger af, hvem der rammer en ordentlig opsætning, så nu må vi ud på banen og afgøre det, slår han fast.

TCR Denmark sender live fra Ring Djursland søndag - abonner på vores Youtube, så er du sikker på at fange det hele live i weekenden!

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 29/05/22 - Ring Djursland - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk