DS3 Cup   12/05/22

Stærk sæsonpremiere for CMD Motorsport i DS3 Cup: Alle forventninger blev indfriet
DS3 CupDS3 Cup er CMD Motorsport forsvarende danmarksmestre, og teamet fra Brædstrup stiller i år med et nyt lineup.

Mens Jacob Sevel som seriens forsvarende mester er taget videre til den hurtigere Super GT-klasse og har overdraget stafetten til sin bror, René Sevel, så fortsætter Nicolai Baltzer i teamets anden DS3 Cup-racer.

Og for Nicolai Baltzer blev starten på hans anden sæson i banesport en succes. To gode løb, god fart i bilen og fantastiske dueller var lige dét, der skulle til efter en lang vinter i garagen.


(Foto: CMD Motorsport)

- Jeg fik helt sikkert indfriet forventningerne. Jeg kørte et par gode løb og farten er der helt sikkert. Jeg har arbejdet en del med koncentrationen over vinteren og har også smidt otte kilo, så det var rart at få vished for, at den indsats var det hele værd, forklarer han og tilføjer:

- Samtidigt er der kommet et par kørere mere til i klassen, og dem fik jeg en fed, fed duel med. Morten Jespersen er den ene, og efter vi havde kørt helt vildt mod hinanden i weekendens finale, så sad han og gav en tommel op efter løbet - det rammer vist meget godt ind, hvad vi var ude i. Det var helt kanon, siger Nicolai Baltzer.


(Foto: CMD Motorsport)

I den anden side af garagen hos Bilhuset CMD Motorsport var der debut i DS3 Cup for René Sevel. Debuten begyndte lidt rodet, men teamet fik hurtigt fundet farten i den gul/sorte Citroën DS3 - inden en teknisk defekt desværre satte en stopper for weekendens første af to heats.

- Bilen gik i nødprogram i 1. heat, og jeg måtte desværre udgå. Heldigvis fik vi løst problemet, men det stillede en ret stejl opgave op til finalen, hvor jeg skulle prøve at køre mig op fra en 12. plads. Endte med at køre den op til nummer fire, og det var bare hamrende skægt at kæmpe med de andre i helt ligeværdige biler, forklarer René Sevel om debuten.
Han tilføjer:

- Der er en fantastisk kamp mellem kørerne i DS3 Cup. Alle bilerne er som sagt ens, så man skal virkelig være skarp, for ellers er konkurrenterne der bare med det samme. Undervejs ramte jeg også lige ind i et åbent Brædstrup-mesterskab, for jeg endte i en duel med Nicolai og vores gode ven og kollega Mickey Jensen - det var helt perfekt, og jeg har en fantastisk følelse med hjem efter den her sæsonpremiere, afrunder René Sevel.


(Foto: CMD Motorsport)

Næste opgave er i slutningen af maj, når turen den 28-29. maj går til Ring Djursland og sæsonens anden afdeling.

CMD Motorsport

Niklas Majgaard


Læs mere om:
  • Nicolai Baltzer
  • CMD Motorsport
  • Padborg Park
  • 08/05/22 - Padborg Park - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde