CHGP   15/03/22

Youngtimers kører ”gaderæs” i København
CHGPNår Københavns gader i år, for 21. gang siden 1996, forvandles til en 2.4 kilometer lang racerbane med udfordrende sving og chikaner, bliver det med tilføjelsen af en ny klasse til Copenhagen Historic Grand Prix. Dette års Grand Prix kommer den første weekend af august til at lægge asfalt til racerklassen Youngtimer, der er klassen for de yngste af de ældste biler ved Copenhagen Historic Grand Prix.

For mange af kørerne bliver det første gang, de stifter bekendtskab med den udfordrende bane på Bellahøj Park med snævre chikaner og gode overhalingsmuligheder. Trods løbet til Copenhagen Historic Grand Prix ikke bliver pointgivende i det danske mesterskab i Youngtimer-klassen, bliver løbet i hovedstaden for mange kørere det mest prestigefyldte og mest udfordrende med betonklodser på hver side af vinduerne. Der kommer til at blive kørt tæt ræs i standardvogne som BMW M3, Audi A3 Turbo, Porsche 944, Toyota Supra og mange flere.


(Foto: Racelens.dk)

Kravene for at deltage i Youngtimer-klassen er, at bilen er fra 2002 eller ældre, hvilket betyder at feltet spænder bredt over forskellige mærker og modeller af biler fra start 00’erne og bagud. Det bliver på den måde et gensyn med biler fra mange af gæsternes egen opvækst. Klassen alderskrav gør nemlig, at vi får mulighed for at se biler, som flere af gæsterne selv har ejet eller kørt, hvilket for mange besøgende på Bellahøj Park gør det til en utrolig spændende og nostalgisk klasse.


(Foto: Racelens.dk)

Daglig leder for Copenhagen Historic Grand Prix, Signe Karoline Liljekvist, udtaler om tilføjelse af Youngtimer: ”Vi glæder os utrolig meget til at se den nye klasse på vores ikoniske bane, og det bliver især spændende at se det tætte og intense race, Youngtimer-klassen altid leverer på baner rundt om i Danmark. Med tilføjelsen af Youngtimer til CHGP 2022 bliver det er bredt sortiment af historiske klasser, der repræsenter hele motorsportens historie fra de helt gamle racere fra Formula Junior til de nyere Youngtimer biler og til en gentagelse af succesen fra sidste år med TCR Danmark.”


(Foto: Racelens.dk)

Klasserepræsentant for Youngtimer klassen og indehaver af Graabæk Race Cars, Keld Graabæk, siger: ”Det er med et glad smil og glæde at Youngtimer-klassen kan sige ja tak til indbydelsen til CHGP i 2022 for første gang i historien, efter dejligt samspil med CHGP og undertegnede. Vi glæder os, og så vil vi gerne vise vores dejlige biler frem til ræs i gaderne i København med et fyldt felt, så der bliver helt sikkert noget at kigge på med de farverige kørere.”

Billetter til Copenhagen Historic Grand Prix 2022, der afholdes d. 5.-7. august i år, kan købes på www.chgp.dk.


(Grafik: Copenhagen Historic Grand Prix)

CHGP
Morten Bengtsson


Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde