IMSA   31/01/22

Malthe Jakobsen sikrer andenpladsen i Rolex 24 at Daytona
Den thy'ske racerkører sluttede som bedste dansker på omgangshøjde med den vindende bil efter nogle hæsblæsende sidste timer af det legendariske amerikanske 24 timers-løb.

Det imponerende resultat i thyboens 24 timers-debut kom efter en del timers arbejde bag rattet på Sean Creech Motorsports Ligier LMP3-racer. Den første halvdel af løbet bød på et par ærgerlige straffe, og da Malthes britiske medkører, Sebastian Priaulx, blev ramt af sygdom, måtte Malthe træde til.

Et to en halv time langt stint i de tidlige morgentimer beviste, at Malthe Jakobsen hører til blandt toppen af LMP3-kørere. Den 18-årige thybo var hurtigste mand på banen og satte en omgangstid, som endte med at være løbets næsthurtigste - blot få hundrededele fra den absolut hurtigste.

- Jeg er glad for at jeg fik muligheden for at køre på det tidspunkt, hvor natten bliver til morgen, for det er altid her, bilen er hurtigst. Der var en periode på cirka 20 minutter, hvor motor, dæk og alt andet gik op i en højere enhed, så der kørte jeg nogle virkelig hurtige omgangstider, fortæller en træt Malthe Jakobsen efter sit første 24 timers-løb.


Malthe Jakobsen var den næsthurtigste LMP3-kører i det tætte felt ved Rolex 24 at Daytona.
(Foto: Sean Creech Motorsport)

Under to timers søvn senere var Malthe Jakobsen tilbage bag rattet og tilbagelagde yderligere to en halv times racerløb for fuld fart. Med seks timer tilbage af løbet var Malthe og Sean Creech Motorsport på tredjepladsen og med en overskuelig afstand til de to forankørende.

En målrettet indsats fra den erfarne teamkammerat, Joao Barbosa, og teamets dygtige ingeniører betød at Malthe i sit næstsidste stint kunne avancere til andenpladsen efter at have vundet vigtige sekunder ved perfekt timede pitstop. Afstanden til førstepladsen var lang, men i et 24 timersløb kan alt ske.

Den sidste time af løbet satte teamet deres hurtigste kører - Malthe - i bilen for at jagte førstepladsen. Malthe gjorde sit for at indhente den førende, som var en hel omgang foran, og selvom det ikke lykkedes at indhente hele forspringet, var Malthe og Sean Creech Motorsport på omgangshøjde med den førende, da målstregen blev krydset efter 24 timer. Og Malthe selv er ikke i tvivl om en vigtig årsag til resultatet:

- Jeg er dybt imponeret over teamets indsats. Bilen kørte perfekt i 24 timer, og samtidig havde vi hele tiden en skarp strategi uanset hvad der skete. Det kunne man ikke mindst se i de sidste timer, hvor vi udnyttede gulflagsperioder til at få et "gratis" pitstop - det var faktisk det, som endte med at sikre os andenpladsen, fortæller Malthe.


Stærkt strategi, godt teamwork og hurtige kørere sikrede det bedste danske resultat ved årets 24 timers-løb på Daytona.
(Foto: Malthe Jakobsen Motorsport)

Andenpladsen i den 60. udgave af Rolex 24 at Daytona betød, at Malthe lige akkurat gik glip af det eftertragtede Rolex Daytona-ur, som vinderne af løbet traditionelt modtager. Det tager thyboen helt roligt - der er vel en sandsynlighed for at han får muligheden en anden gang:

- Jeg er mega glad for andenpladsen, og jeg tror ikke rigtigt at jeg kunne have gjort mere for at vi kunne vinde. Men altså, det var da lidt surt at stå på podiet og se et andet hold få overrakt det Rolex-ur, griner Malthe Jakobsen, som ikke er bange for at indrømme, at netop Daytona-løbet har været én af de helt store oplevelser i hans allerede omfattende karriere:

- Det har været en kæmpe oplevelse. Alene at køre et 24-timers løb er stort. At være med i kampen om en sejr på Daytona er gigantisk. Og samtidig har jeg fået en enorm opbakning hjemmefra via sociale medier, så lige nu er det svært at være andet end glad og taknemmelig.

Malthe Jakobsen og Sean Creech Motorsport har i løbet af de 24 timer tilbagelagt 722 omgange, svarende til godt 4.136 kilometer. Malthe satte løbets næsthurtigste omgangstid for LMP3-biler i tiden 1:42.172.

Malthe Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Daytona
  • 30/01/22 - Daytona - IMSA

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde